BEK 130/2026 · Bekendtgørelse om tilskud til permanent ekstensivering
BEK 130/2026 ст. 27
Beregning af tilskudsnedsættelse og administrative sanktioner m.v.
Tilskudsnedsættelse ved manglende opfyldelse af forpligtelser samt administrative sanktioner herfor fastsættes som følger for en tilskudskategori: 1) Hvis overtrædelsesprocenten for en tilskudskategori højst udgør 10 pct., nedsættes tilskuddet med en tredjedel af det samlede vægtede, overtrådte areal. 2) Hvis overtrædelsesprocenten for en tilskudskategori er på over 10 pct., men ikke over 25 pct., nedsættes tilskuddet med en tredjedel af det samlede vægtede, overtrådte areal. Herudover pålægges tilsagnshaver en sanktion svarende til en tredjedel af det samlede vægtede, overtrådte areal, der er ganget med en sanktionsfaktor på 0,2. Hvis tilsagnshaver i tidligere år i perioden fra 2026 har haft en overtrædelsesprocent på over 10 under den samme tilskudskategori, er sanktionen en tredjedel af det samlede vægtede, overtrådte areal, der er ganget med en sanktionsfaktor på 0,5. 3) Hvis overtrædelsesprocenten for en tilskudskategori overstiger 25 pct., nedsættes tilskuddet med en tredjedel af det samlede vægtede, overtrådte areal. Herudover pålægges tilsagnshaver en sanktion svarende til en tredjedel af det samlede vægtede, overtrådte areal, der er ganget med en sanktionsfaktor på 0,3. Hvis tilsagnshaver i tidligere år i perioden fra 2026 har haft en overtrædelsesprocent på over 10 under den samme tilskudskategori, er sanktionen en tredjedel af det samlede vægtede, overtrådte areal, der er ganget med en sanktionsfaktor på 1,0.
Stk. 2. Ved manglende opfyldelse af flere forpligtelser på det samme areal under en tilskudskategori beregnes vægtningsfaktoren ved at sammenlægge de vægtningsfaktorer, der er gældende for den manglende opfyldelse af hver enkelt forpligtelse. Summen af vægtningsfaktorer for det enkelte areal kan maksimalt fastsættes til 1,0.