BEK 111/2026 · Bekendtgørelse om lokalplejehjem
BEK 111/2026 ст. 7
Afregningspriser
Beregningerne skal foretages efter cirkulære om budget- og regnskabssystem for kommuner, jf. bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision mv. I beregningen skal indgå de samlede gennemsnitlige langsigtede omkostninger, der omfatter følgende: 1) Alle de direkte omkostninger, der er forbundet med opgavevaretagelsen, f.eks. løn, køb af materialer, herunder tøj og værnemidler, transportmidler, og tjenesteydelser, reparations- og vedligeholdelsesudgifter, husleje mv. 2) Alle de indirekte omkostninger, der er forbundet med opgavevaretagelsen, f.eks. lokale- og kontorudgifter, indirekte lønomkostninger, IT-udgifter, udgifter til ledelse, administration mv., forsikringer, udviklingsomkostninger, beregnede tjenestemandspensioner, beregnede omkostninger til lovpligtige forsikringer, beregnede skadesomkostninger (selvforsikring), forrentning af driftskapital, forrentning og afskrivning af anlægskapital samt beregnede omkostninger for faciliteter i øvrigt, der er stillet til rådighed ved opgavevaretagelsen.
Stk. 2. Omkostninger, der følger af kommunalbestyrelsens myndighedsudøvelse, skal ikke medtages. Omkostninger til levering af sygeplejeydelser efter sundhedsloven skal ikke medtages.
Stk. 3. I de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen har valgt helt at udlicitere driften af deres tilsvarende tilbud, vil omkostningerne hertil skulle ligge til grund for beregningerne.