BEK 104/2026 · Bekendtgørelse om økonomiske rammer for vandselskaber
BEK 104/2026 ст. 47
Vandselskabernes oplysnings- og indberetningspligt og korrektion af oplysninger
Hvis et vandselskab i andre tilfælde end dem, der er nævnt i § 46, har indsendt oplysninger efter den fastsatte frist, men før den fastsatte frist for afgivelse af høringssvar vedrørende udkast til afgørelse om den økonomiske ramme, jf. § 3, stk. 7, skal Vandsektortilsynet lægge disse til grund for afgørelse om den økonomiske ramme i tilfælde, hvor fejlen eller forsinkelsen skyldtes forhold uden for vandselskabets kontrol. Vandsektortilsynet kan herudover lægge oplysninger til grund ud fra en konkret vurdering, hvis væsentlige forhold taler for det. Vandsektortilsynet skal i den forbindelse bl.a. lægge vægt på, hvor væsentlige oplysningerne er for indholdet af Vandsektortilsynets afgørelse, om forsinkelsen og en eventuel inddragelse af oplysningerne har betydning for Vandsektortilsynets sagsbehandling, om forsinkelsen skyldtes forhold, der må anses for undskyldelige, om forsinkelsen er af kort varighed, og om vandselskabet har givet meddelelse om forsinkelsen inden fristens udløb.
Stk. 2. Hvis et vandselskab i andre tilfælde end dem, der er nævnt i stk. 3 og § 46, har indsendt oplysninger efter den fastsatte frist for afgivelse af høringssvar vedrørende udkast til afgørelse om den økonomiske ramme, jf. § 3, stk. 7, herunder har indsendt korrektioner af tidligere indsendte oplysninger, lægger Vandsektortilsynet som udgangspunkt ikke disse til grund for afgørelse om den økonomiske ramme, medmindre fejlen eller forsinkelsen skyldtes forhold uden for vandselskabets kontrol. Vandsektortilsynet kan dog undtagelsesvis lægge oplysningerne til grund i andre tilfælde, hvis særdeles vægtige hensyn taler for det.
Stk. 3. Hvis et vandselskab i forbindelse med indberetningen efter § 42 i 2025, 2026 eller 2027 indsender oplysning om, at der er fejl i de mængder af anlægsaktiver, der er indberettet til brug for fastsættelse af grundlaget for den økonomiske ramme, kan Vandsektortilsynet justere fremtidige afgørelser om økonomiske rammer, hvis Vandsektortilsynet finder det dokumenteret, at de reviderede mængder er korrekte. § 49, 1. pkt., finder ikke anvendelse i disse tilfælde.
Stk. 4. Oplysninger som nævnt i stk. 1-3, kan kun lægges til grund, hvis de er påtegnet af en godkendt revisor, medmindre der alene er tale om oplysninger til brug for benchmarking.