BEK 104/2026 · Bekendtgørelse om økonomiske rammer for vandselskaber
BEK 104/2026 ст. 10
Fastsættelse af økonomiske rammer
Der gives tillæg til dækning af vandselskabets omkostninger til følgende: 1) Afgift til Vandsektortilsynet, jf. vandsektorlovens § 10. 2) Skatter og afgifter, herunder akkumuleret restskat. 3) Godtgørelse modtaget for skattemæssig overførelse af underskud til et andet vandselskab i samme koncern (sambeskatningsbidrag), som vandselskabet har tilbagebetalt til dette andet vandselskab som følge af ændring af fastsættelsen af dette andet vandselskabs skattemæssige indgangsværdi, jf. Skattestyrelsens styresignal SKM2019. 452. SKTST. 4) Gebyr til Miljøstyrelsen i henhold til bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 for Miljøstyrelsens tilsyn med spildevandsforsyningsselskaber. 5) Køb af produkter og ydelser fra andre vandselskaber, der er omfattet af vandsektorlovens kapitel 3. 6) Tjenestemandspensioner. 7) Erstatninger. 8) Beløb, som vandselskabet er blevet pålagt at betale i medfør af § 13 d, stk. 1, 2. pkt., eller § 13 f, stk. 1 og 2, i lov om vandforsyning m.v. 9) Betaling til ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder over en ejendom for restriktioner i arealanvendelsen, som vandselskabet har indgået aftale om, og betaling for selskabets køb af jord med henblik på beskyttelse af vandselskabets drikkevandsressourcer, jf. dog stk. 2. 10) Bidrag til vandsamarbejder etableret i medfør af § 48 i lov om vandforsyning m.v. 11) Bidrag til vandsamarbejder etableret i medfør af § 52 b i lov om vandforsyning m.v., i det omfang bidraget er anvendt til de i nr. 7-9 nævnte formål. 12) Betaling til projektejers medfinansieringsprojekter, jf. dog stk. 3. 13) Undersøgelsesudgifter i forbindelse med fusion. 14) Tilbagebetaling af bidrag og takster m.v., inklusive renteomkostninger for tidligere år, i det omfang vandselskabet er blevet retligt forpligtet hertil som følge af en nævnsafgørelse, dom eller tilsvarende, såfremt vandselskabet kan godtgøre, at det har en forpligtelse til at foretage tilbagebetaling, herunder at tilbagebetalingskravet ikke er forældet, samt størrelsen heraf.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 9, omfatter kun beløb, som betales i henhold til aftaler, som vandselskabet har indgået i medfør af vandforsyningslovens § 13 d eller § 13 f, stk. 1, eller som kommunalbestyrelsen i øvrigt har vurderet er nødvendige for beskyttelsen af vandselskabets drikkevandsressourcer. Aftalerne skal være tilgængelige på vandselskabets hjemmeside.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 12, omfatter kun betaling til medfinansieringsprojekter, hvis de før den 1. januar 2021 gældende regler i bekendtgørelse om spildevandsforsyningsselskabers medfinansiering af kommunale og private projekter vedrørende tag- og overfladevand (medfinansieringsbekendtgørelsen) fortsat finder anvendelse på projektet, jf. overgangsordningen i § 6, stk. 2, i lov nr. 2210 af 29. december 2020 og § 13, i omkostningsbekendtgørelsen, og betingelserne i medfinansieringsbekendtgørelsen er opfyldt. Tillægget kan ved fordyrelse eller udvidelse af medfinansieringsprojektet øges med de derved forøgede omkostninger, jf. §§ 11 og 12 i medfinansieringsbekendtgørelsen, forudsat, at projektet ikke på grund af fordyrelsen eller udvidelsen udgår af overgangsordningen. Ved reinvestering, som er nødvendig for at opretholde et serviceniveau for håndtering af tag- og overfladevand, som er opnået ved hjælp af et medfinansieringsprojekt, kan et vandselskabs økonomiske ramme øges med et tillæg i henhold til § 11, uanset om serviceniveauet for håndtering af tag- og overfladevand forøges.