BEK 96/2026 · Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent
BEK 96/2026 ст. 2
Uddannelsen varer 3 år, 9 måneder og 3 uger, jf. dog stk. 3. Uddannelsens varighed er inklusive grundforløbets 1. og 2. del, på hver 20 uger, og hovedforløbet. For elever med bevis for afsluttet stx, htx, hhx, hf eller eux, varer grundforløbets 2. del 8 uger. Elever med bevis for eux 1. del, jf. § 3 a i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) mv., eller bevis for gymnasial eksamen fra et nordisk land er omfattet af 3. pkt. For elever, der allerede har bestået grundforløbets 2. del i erhvervsuddannelsen til pædagogisk assistent eller har fuldført erhvervsuddannelsen til pædagogisk assistent, varer grundforløbets 2. del op til 4 uger. For elever, der både har bevis for afsluttet stx, htx, hhx, hf, eux, eux 1. del eller gymnasial eksamen fra et nordisk land, og har bestået grundforløbets 2. del på erhvervsuddannelsen til pædagogisk assistent eller fuldført erhvervsuddannelsen til pædagogisk assistent, består uddannelsen alene af hovedforløbet.
Stk. 2. For elever, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer hovedforløbet 2 år, 9 måneder og 3 uger, hvoraf skoleundervisningen udgør 48 uger fordelt på mindst fire skoleperioder.
Stk. 3. For elever, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv), varer hovedforløbet 2 år, 8 måneder og 2 uger, hvoraf skoleundervisningen udgør 43 uger.
Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst fire skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser (euv2-forløb).
Stk. 5. Uanset bestemmelserne i stk. 2 og 3 varer hovedforløbet for elever i eux-forløb 3 år, 6 måneder og 3 uger, hvoraf skoleundervisningen udgør 79,2 uger fordelt på mindst fire skoleperioder. To skoleperioder kan placeres i forlængelse af hinanden. En oplæringsperiode kan afbrydes af en del af en skoleperiode, hvis oplæringsperioden omfatter uddannelsesmål, som knytter sig til mere end én skoleperiode.
Stk. 6. Skolerne kan udbyde euv-pakker efter reglerne om supplerende kurser, jf. § 16 i lov om erhvervsuddannelser. Euv-pakkerne kan udbydes til elever, der tidligere har gennemført social- og sundhedshjælperuddannelsen som euv1-forløb eller har gennemført social- og sundhedshjælperuddannelsen med påbegyndelse før 1. januar 2002. Euv-pakken indeholder op til tre ugers undervisning i dansk og op til tre ugers undervisning i naturfag.