BEK 37/2026 ст. 10
Spildevandsforsyningsselskabet skal inddrage kommunalbestyrelsen i beregningerne efter denne bekendtgørelse, når der foreligger beregninger og sammenligning af nettonutidsværdien for de undersøgte scenarier. Materialet til kommunalbestyrelsen skal bestå af følgende: 1) Redegørelse for, hvilke kortlægninger, data, beregninger og vurderinger som indgår i afgrænsning af projektområdet, jf. § 3, stk. 3. 2) Redegørelse for, hvilke kortlægninger, data, beregninger og vurderinger som indgår i farekortlægningen, jf. § 4, stk. 5. 3) Redegørelse for, hvilke kortlægninger, data, beregninger og vurderinger som indgår i skadeskortlægningen, jf. § 5, stk. 8. 4) Redegørelse for, hvilke scenarier der er indgået i beregningerne, og hvorfor der eventuelt ikke er varieret på henholdsvis afgrænsning af projektområde, grundvandssænkende foranstaltning og investeringstidspunkt, jf. § 6, stk. 5. 5) Resultatet af beregninger af samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed, herunder en redegørelse for nettonutidsværdien af de undersøgte scenarier og en beskrivelse af, hvordan omkostninger og gevinster ved at implementere de undersøgte scenarier er beregnet, jf. § 8, stk. 4. 6) Hvis spildevandsforsyningsselskabet ikke har valgt den grundvandssænkende foranstaltning, som udviser den højeste nettonutidsværdi, jf. § 9, stk. 3, skal spildevandsforsyningsselskabets materiale indeholde en redegørelse herfor.
Stk. 2. Spildevandsforsyningsselskabet skal skriftligt redegøre for, hvordan det forholder sig til kommunalbestyrelsens eventuelle bemærkninger til de gennemførte beregninger og de undersøgte scenarier.
Stk. 3. Spildevandsforsyningsselskabet skal offentliggøre materialet nævnt i stk. 1 og redegørelsen efter stk. 2 på spildevandsforsyningsselskabets hjemmeside. Materialet må ikke indeholde personoplysninger ved offentliggørelse.