BEK 28/2026 ст. 5
Areal i Høje-Taastrup Kommune
Delområde 2 udlægges til grønt område, adgangsveje, anlæg til opsamling af overfladevand og spildevandsteknisk anlæg.
Stk. 2. Der skal etableres beplantning og andre tiltag til fremme af biodiversitet inden for delområdet. Alle beplantninger og tiltag til fremme af biodiversitet skal foretages med hjemmehørende eller egnskarakteristiske arter, men på grund af anlægstekniske årsager må det ikke få karakter af skov.
Stk. 3. Beplantning i delområde 2 skal etableres, så der skærmes væsentligt for indblik til anlægget fra bebyggelsen omkring Solhøjvej. Der skal tages udgangspunkt i beplantningsprincippet, som vist på bilag 2. Inden for delområdet kan der også etableres vandhuller til fremme af biodiversitet.
Stk. 4. Der kan ske kabellægning inden for delområde 2 samt opstilles master og kabelovergangsanlæg.
Stk. 5. Der kan etableres adgangsveje inden for delområdet. Den primære adgangsvej til højspændingsstationen i driftsfasen anlægges med indkørsel fra Solhøjvej, jf. bilag 2. Der anlægges en sekundær adgangsvej med indkørsel fra Ring 5, som udelukkende benyttes i tilfælde af en nødsituation.
Stk. 6. Inden for delområdet kan der ske omlægning af Baldersbæk, hvis dette er nødvendigt for etablering af bebyggelsen i delområde 1.
Stk. 7. I forbindelse med anlægsarbejdet kan der inden for delområde 2 etableres oplag af ren muld og overjord, som graves op inden for hele planområdet, andet oplag, skurvogne, tankpladser, adgangsveje, p-pladser, opmarchpladser og lignende.
Stk. 8. Der kan i forbindelse med anlægsarbejdet foretages terrænreguleringer med henblik på at bearbejde landskabet omkring højspændingsstationen. Inden for 3 meter fra naboskel må der maksimalt terrænreguleres med +/-0,5 m.
Stk. 9. Inden for delområde 2 kan der i forbindelse med anlægsarbejdet etableres en midlertidig skurby med mandskabsfaciliteter, dog skal den placeres mindst 100 meter fra beboelsesejendomme.
Stk. 10. Efter endt anlægsarbejde udlægges delområde 2 som naturområde med mulighed for offentlig adgang. Der kan etableres stier i grus/stenmel eller som trampestier.
Stk. 11. Der skal til enhver tid opføres den nødvendige støjafskærmning, så det sikres, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj kan overholdes.
Stk. 12. Der skal inden for området etableres anlæg til opsamling og forsinkelse af overfladevand. Overfladevand fra tage og befæstede arealer tilsluttes det spildevandstekniske anlæg, som er beliggende i planområdet (Baldersbæk).