BEK 4/2026 ст. 5
Lønindtægter m.v., der medfører fradrag i ledighedsydelse
Indtægterne, jf. § 3, og andre arbejdsindtægter medfører fradrag i ledighedsydelsen, selv om der ikke udføres arbejde i den periode, som indtægterne dækker.
Stk. 2. Indtægter, der træder i stedet for de indtægter, der er nævnt i stk. 1, medfører fradrag i ledighedsydelsen, herunder 1) erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, 2) beløb fra Lønmodtagernes Garantifond og 3) fratrædelsesgodtgørelse, jf. stk. 3 og 4.
Stk. 3. Fratrædelsesgodtgørelse medfører fradrag i ledighedsydelsen i det omfang, beløbet helt eller delvist svarer til, hvad arbejdsgiveren skulle have betalt modtageren af ledighedsydelse i løn i en opsigelsesperiode, hvis personen var blevet afskediget. Hvis fratrædelsesgodtgørelsen ikke træder i stedet for løn i en opsigelsesperiode, medfører den ikke fradrag i ledighedsydelsen.
Stk. 4. Hvis det tidligere ansættelsesforhold efter lov, overenskomst, regulativ, cirkulære eller ansættelseskontrakt giver mulighed for rådighedsløn eller lignende i forbindelse med en afskedigelse, medfører fratrædelsesgodtgørelsen fradrag i ledighedsydelsen.
Stk. 5. Stk. 1-4 finder anvendelse på både engangsbeløb og løbende indtægter.