BEK 3/2026 · Bekendtgørelse om gymnasiale prøver, prøver i de almene voksenuddannelser m.v.
BEK 3/2026 ст. 82
Klage
På baggrund af klagen, udtalelser fra bedømmerne eller andre og eventuelle bemærkninger fra klager hertil træffer institutionens leder sin afgørelse, der skal være skriftlig og begrundet. Afgørelsen kan gå ud på 1) tilbud om ny bedømmelse (ombedømmelse), dog ikke ved mundtlige prøver, 2) tilbud om ny prøve (omprøve), eller 3) at klageren ikke får medhold i klagen.
Stk. 2. Institutionens leder kan kun træffe afgørelse om tilbud om ombedømmelse eller tilbud om omprøve, når der foreligger særlige omstændigheder, der giver anledning til berettiget tvivl om bedømmelsen, herunder væsentlige proceduremæssige mangler.
Stk. 3. Afgørelsen skal meddeles klager hurtigst muligt og ved vinterterminen senest to måneder og ved sommerterminen senest tre måneder efter, at klagen er indgivet. Kan klagen ikke behandles inden for denne frist, skal institutionens leder hurtigst muligt underrette klager herom med angivelse af begrundelsen herfor og oplysning om, hvornår klagen forventes færdigbehandlet. Går afgørelsen ud på tilbud om ombedømmelse eller omprøve, skal klageren samtidig informeres om, at ombedømmelse eller omprøve kan resultere i en lavere karakter. Institutionens leder orienterer samtidig bedømmerne om afgørelsen.