BEK 3/2026 · Bekendtgørelse om gymnasiale prøver, prøver i de almene voksenuddannelser m.v.
BEK 3/2026 ст. 7
Planlægning
Lederen for den prøveafholdende institution eller gymnasiale afdeling på et voksenuddannelsescenter, jf. lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., er ansvarlig over for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet for afholdelse af prøver og eksamen ved institutionen.
Stk. 2. Institutionen fastsætter lokale eksamensregler og gør dem tilgængelige for eksaminanderne i god tid, før en prøvetermin begynder. De lokale eksamensregler skal endvidere være tilgængelige på institutionens hjemmeside.
Stk. 3. De lokale eksamensregler skal som minimum indeholde følgende: 1) Frister for tilmelding, herunder frist for ansøgning om særlige prøvevilkår, jf. § 24 og frist for tilmelding som selvstuderende, jf. § 15. 2) Betingelser for deltagelse i prøven, jf. §§ 10 og 15, herunder regler om aflevering af produkter, der er en forudsætning for deltagelse i eksaminationen. 3) Regler og frister for sygemelding og dokumentation af sygdom. 4) Regler om tilsyn, afvikling, opførsel under prøverne, identifikation af eksaminanden, fremmøde, adgang til internet og digitale hjælpemidler efter §§ 30 og 34, brug af onlinetjenester, overvågning og logning af netværksaktivitet, monitorering af eksaminandernes computer/tablets m.v. og brug af elektroniske enheder i øvrigt.
Stk. 4. Institutionen informerer eksaminanderne om eksamensreglerne på en måde, som i forhold til de lokale forhold bedst bidrager til, at eksaminanderne er opmærksomme på vigtigheden af, at de overholder reglerne.