BEK 1807/2025 · Bekendtgørelse om faste kuratorer ved skifteretterne
BEK 1807/2025 ст. 2
Skifteretten skal ved udnævnelse lægge vægt på, om ansøgeren har de fornødne kvalifikationer til at bestride stillingen som fast kurator, samt om der foreligger oplysninger om strafbare, disciplinære eller økonomiske forhold, herunder begæringer om udlæg eller konkurs, der kan svække ansøgerens anseelse i offentligheden.
Stk. 2. Skifteretten kan endvidere tillægge det betydning, at ansøgeren har geografisk tilknytning til skifteretten.
Stk. 3. Skifteretten kan med ansøgerens samtykke til brug for vurderingen efter stk. 1 indhente oplysninger hos andre skifteretter og relevante organisationer og myndigheder om ansøgerens kvalifikationer og kvaliteten af tidligere udført arbejde samt oplysninger om eventuelle strafbare, disciplinære eller økonomiske forhold, der kan svække ansøgerens anseelse i offentligheden. Vil ansøgeren ikke give samtykke efter 1. pkt., kan skifteretten i vurderingen efter stk. 1 lade det komme ansøgeren til ulempe.
Stk. 4. Skifteretten kan fastsætte krav om, at ansøgninger skal indeholde en redegørelse for ansøgerens kvalifikationer, herunder relevant uddannelse og erfaring, og erklæring om, hvorvidt ansøgere er bekendt med strafbare, disciplinære eller økonomiske forhold omfattet af stk. 1 eller verserende sager herom.