BEK 1743/2025 · Bekendtgørelse om produktionsrabatordningen
BEK 1743/2025 ст. 24
Udbetaling og overdragelse af tilskud
Slots- og Kulturstyrelsen kan træffe afgørelse om, at tilskud bortfalder helt eller delvist, at tilskud tilbageholdes, at udbetalte tilskud modregnes, eller at udbetalte tilskud kræves tilbagebetalt helt eller delvist, såfremt 1) tilskudsmodtager ikke opfylder betingelserne i denne bekendtgørelse eller vilkår for tilskuddet som angivet i tilsagnsbrevet, eller at tilskudsmodtager ikke gennemfører alle de forudsatte aktiviteter fuldt ud, 2) tilskudsmodtager har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, 3) tilskudsmodtager har fortiet væsentlige oplysninger i forbindelse med ansøgning eller dokumentation, 4) tilskudsmodtager begæres konkurs, eller der i øvrigt er fare for, at tilskudsmodtagers virksomhed må indstilles, 5) der er sket overfinansiering af tilskudsmodtager, dvs. der er tilvejebragt finansiering efter tilskudsudmålingen, som medfører, at den samlede finansiering af de budgetterede støtteberettigede omkostninger overstiger de faktisk afholdte støtteberettigede omkostninger i det aflagte produktionsregnskab, jf. § 23, eller 6) tilskudsmodtager har uforbrugte tilskudsmidler efter produktionens afslutning.
Stk. 2. Slots- og Kulturstyrelsen vurderer, hvorvidt der efter stk. 1, er grundlag for, at tilskuddet skal modregnes, tilbageholdes, bortfalde helt eller delvist, eller om et allerede udbetalt tilskud skal kræves tilbagebetalt.
Stk. 3. I tilfælde af overfinansiering, jf. stk. 1, nr. 5, kan tilbagebetaling ske efter en forholdsmæssig fordeling af tilskudsmidler, medmindre det ikke kan dokumenteres i hvilket omfang, der er ydet tilskudsmidler fra anden finansiering. I tilfælde af manglende dokumentation for, hvorvidt der er sket overfinansiering af tilskudsmodtager, kræves det fulde tilskud tilbagebetalt, idet det udbetalte tilskud ikke vil anses for anvendt til formålet.