BEK 1671/2025 · Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser
BEK 1671/2025 ст. 89
Bedømmelse, beviser m.v.
Når eleven eller lærlingen har gennemført den skolemæssige del af den obligatoriske uddannelse, herunder bestået den afsluttende prøve i skoleundervisningen, udsteder skolen et samlet bevis (skolebevis) for skoleundervisningen og indberetter, jf. beviset, oplysninger om elevens eller lærlingens karakterer og anden bedømmelse til den nationale eksamensdatabase, jf. § 92, stk. 4. Skolebevis udstedes digitalt til eleven eller lærlingen, jf. § 33, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser. Beviset sendes til elevens eller lærlingens e-Boks. Det faglige udvalg og oplæringsvirksomheden underrettes om udstedelsen af beviset.
Stk. 2. I henhold til reglerne om den enkelte uddannelse kan udstedelse af skolebevis være betinget af, at eleven eller lærlingen har opnået beståelseskarakter i nærmere angivne fag.
Stk. 3. Skolebeviset udstedes i øvrigt efter reglerne i bekendtgørelsen om prøver og eksamen ved de erhvervsrettede uddannelser, herunder reglerne om affattelse på fremmedsprog.
Stk. 4. Eleven eller lærlingen kan efter anmodning vederlagsfrit modtage en bekræftet udskrift af det digitale skolebevis fra skolen.
Stk. 5. Hvis skoleundervisningen afbrydes, har eleven eller lærlingen krav på at modtage bevis for den gennemførte del af skoleundervisningen.
Stk. 6. For elever eller lærlinge, der ikke har afsluttet oplæringen, kan skolen i erklæring til eleven eller lærlingen og oplæringsvirksomheden anføre skolens vurdering af elevens eller lærlingens eventuelle behov for supplerende skoleundervisning og for supplerende oplæring i oplæringsvirksomheden, hvis skolen finder behov for det.