BEK 1671/2025 · Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser
BEK 1671/2025 ст. 77
Deltagelse i skoleundervisningen
Skolen kan udelukke en elev eller en lærling fra fortsat undervisning, jf. § 50, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser.
Stk. 2. En elev eller lærling kan kun udelukkes fra fortsat undervisning, når mindre vidtgående foranstaltninger, jf. stk. 3, og § 66, forgæves har været forsøgt. For elever eller lærlinge med uddannelsesaftale skal skolen endvidere følge fremgangsmåden efter § 82, stk. 2 og 3.
Stk. 3. Skolen afgør ud fra karakteren og graden af forsømmelserne eller de disciplinære forseelser, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes for at undgå at udelukke eleven eller lærlingen, herunder de foranstaltninger, der er nævnt i § 66, samtaler og sanktioner fastsat i skolens studie- og ordensregler, jf. stk. 4 og 5.
Stk. 4. Skolen fastsætter i sine studie-og ordensregler, jf. § 55, hvilke sanktioner skolen kan træffe afgørelse om at iværksætte over for elever eller lærlinge, som har overtrådt reglerne. Sanktionerne kan være advarsler, midlertidig hjemsendelse, indkaldelse til et fornyet skoleophold, overflytning til anden skole og kombinationer heraf.
Stk. 5. Skolen kan ud over de sanktioner, der er nævnt i stk. 4, i sine regler om orden og samvær, jf. § 55, stk. 2, nr. 7, fastsætte regler om, at skolen kan tilbageholde elevens eller lærlingens private genstande, herunder mobiltelefon og lignende kommunikationsmiddel, og at tilbageholdelsen kan opretholdes ud over det tidspunkt, hvor skolens tilbud ophører. Skolens iværksættelse af tilbageholdelse forudsætter, at tilbageholdelsen sker af praktiske og pædagogiske grunde og tilbageholdelsen må normalt vare højst et døgn. Skolens iværksættelse af en tilbageholdelse forudsætter, at eleven eller lærlingen afleverer genstanden til skolen. Eleven eller lærlingen er forpligtet til umiddelbart at aflevere den eller de genstande, som skolen har besluttet at tilbageholde, til skolen. Hvis eleven eller lærlingen ikke opfylder denne forpligtelse, kan skolen træffe beslutning om at iværksætte en relevant sanktion herfor. Dette fritager dog ikke eleven eller lærlingen fra pligten til at aflevere genstanden.
Stk. 6. Skolen skal registrere de anvendte foranstaltninger, jf. stk. 4 og 5, for den enkelte elev eller lærling.
Stk. 7. Hvis en elev eller lærling udelukkes af skoleundervisningen, og udelukkelsesgrunden kun angår valgfri supplerende undervisning, kan udelukkelsen kun omfatte denne.