BEK 1671/2025 · Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser
BEK 1671/2025 ст. 67
Uddannelsesforløbet
Ved fastlæggelse af den undervisning eleven eller lærlingen skal gennemføre, skal eleven eller lærlingen have godskrevet, hvad eleven eller lærlingen har eksamensbeviser eller anden dokumentation for og elevens eller lærlingens reelle kompetencer i øvrigt. Skolen træffer afgørelse om fritagelse for dele af uddannelsen på grundlag af godskrivning efter stk. 2-6 og i øvrigt efter kriterier fastsat i den enkelte uddannelsesordning og andre regler om godskrivning, herunder § 64, stk. 6 og 7 om euv. Det faglige udvalg kan afkorte uddannelsestiden, jf. § 57 i lov om erhvervsuddannelser.
Stk. 2. Reglerne om merit i de gymnasiale uddannelser finder anvendelse for merit i fag på gymnasialt niveau, når fagene indgår som led i et eux-forløb.
Stk. 3. En elev eller lærling, der har gennemført en del af en uddannelse, eller som i øvrigt kan få godskrevet uddannelsesmæssige forudsætninger på grundlag af elevens eller lærlingens reelle eller formelle kompetencer, kan stige på en uddannelse eller et kompetencegivende trin på grundlag af en individuel vurdering af elevens eller lærlingens kompetencer. Det faglige udvalg fastsætter varigheden af oplæringen.
Stk. 4. Hvis godskrivning sker på baggrund af uddannelse eller beskæftigelse, der ikke fuldt ud modsvarer indholdet af et undervisningsfag, som eleven eller lærlingen får fritagelse for, kan skolen kræve, at eleven eller lærlingen deltager i den undervisning i faget, som er nødvendig for at nå uddannelsens mål.
Stk. 5. Skolen skal tilbyde eleven eller lærlingen undervisning på højere niveau eller anden relevant undervisning i stedet for den undervisning, eleven eller lærlingen fritages for.
Stk. 6. Skolen kan gøre fritagelse betinget af, at eleven eller lærlingen på anden måde erhverver sig kundskaber, som af skolen vurderes nødvendige for at nå de fastsatte mål for undervisningen.
Stk. 7. I tilfælde hvor skolen træffer bestemmelse om afkortning af skoleundervisningen med mere end 4 uger for lærlinge med uddannelsesaftale, skal skolen, hvis ikke andet er fastsat i reglerne om uddannelsen, underrette vedkommende faglige udvalg herom.
Stk. 8. Det skal af grundforløbsbeviset, skolebeviset eller skolevejledningen fremgå, om der er sket godskrivning, og på hvilket grundlag dette er sket.