BEK 1611/2025 · Bekendtgørelse om meddelelse af opholdstilladelse med henblik på au pair-ophold
BEK 1611/2025 ст. 8
Varighed af opholdstilladelsen og forlængelse heraf
Tidsbegrænset opholdstilladelse efter § 3, stk. 1, gives for højst 2 år. Tilladelsen kan dog ikke gives for en længere periode end au pair-kontraktens gyldighedsperiode eller til værtsfamiliens yngste hjemmeboende barns fyldte 18. år. Opholdstilladelsen kan ikke forlænges ud over 2 år.
Stk. 2. Opholdstilladelse efter § 3, stk. 1, kan ikke forlænges, hvis et eller flere medlemmer af værtsfamilien har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, i tiden fra udlændingen fik opholdstilladelse indtil tidspunktet, hvor udlændingen søger om forlængelse af opholdstilladelsen, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Ansøger udlændingen om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 3, stk. 1, hos den samme værtsfamilie, og under samme vilkår, som dannede grundlag for den oprindelige opholdstilladelse, må udlændingen fortsætte som au pair-person hos værtsfamilien, mens ansøgningen om forlængelse behandles. 1. pkt. gælder dog ikke, hvis et eller flere medlemmer af værtsfamilien har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i tiden fra udlændingen fik opholdstilladelse indtil tidspunktet, hvor udlændingen søger om forlængelse af opholdstilladelsen, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Stk. 2 og 3 omfatter ikke hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i form af enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, der ikke er direkte relateret til forsørgelse.
Stk. 5. En au pair-person, som ønsker at skifte værtsfamilie, har en måned fra tidspunktet, hvor kontrakten med den oprindelige værtsfamilie ophører, til at indgive en ny ansøgning om opholdstilladelse som au pair-person hos en ny værtsfamilie, inden Styrelsen for International Rekruttering og Integration træffer afgørelse om inddragelse af opholdstilladelsen.