BEK 1611/2025 · Bekendtgørelse om meddelelse af opholdstilladelse med henblik på au pair-ophold
BEK 1611/2025 ст. 6
Indgåelse og opsigelse af au pair-kontrakten
Au pair-kontrakten skal indeholde følgende vilkår: 1) Værtsfamilien skal yde au pair-personen fri kost og udbetale minimum 4.000 kr. pr. måned i lommepenge. 1. pkt. gælder også, hvis au pair-personen bliver syg. Det angivne beløb er fastsat i 2015-niveau og reguleres fra og med 2016 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det regulerede beløb afrundes dog til nærmeste beløb, som er deleligt med 50 kr. Med virkning for ansøgninger om opholdstilladelse som au pair, der er indgivet i perioden 1. januar – 31. december 2026, udgør lommepengebeløbet 5.250 kr. Lommepengebeløbet skal indbetales på en dansk bankkonto i au pair-personens navn senest den sidste bankdag i hver måned. 2) Au pair-personen skal vederlagsfrit have stillet et separat beboelsesrum til rådighed i værtsfamiliens bolig under hele au pair-opholdet. 1. pkt. gælder også, hvis au pair-personen bliver syg. Ud over au pair-personens beboelsesrum skal værtsfamiliens bolig som minimum indeholde et beboelsesrum pr. to personer, der er registreret på bopælen, og et opholdsrum. Beboelsesrum og opholdsrum efter 1. og 3. pkt. skal være godkendt til beboelse og fremgå af Bygnings- og Boligregistret. 3) Værtsfamilien skal betale au pair-personens indrejsebillet, hvis au pair-personen ved au pair-opholdets begyndelse rejser til Danmark fra hjemlandet eller opholdslandet, og hjemlandet eller opholdslandet ikke er et EU-land/EØS-land eller Schweiz. Rejsetidspunkt og rejserute må ikke være til uforholdsmæssig stor ulempe for au pair-personen. 4) Værtsfamilien skal betale au pair-personens hjemrejsebillet, hvis au pair-personen efter au pair-opholdets afslutning rejser tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, og hjemlandet eller opholdslandet ikke er et EU-land/EØS-land eller Schweiz. Rejsetidspunkt og rejserute må ikke være til uforholdsmæssig stor ulempe for au pair-personen. 1. og 2. pkt. gælder også, hvis au pair-personen efter kontraktindgåelsen men før afgørelsen om opholdstilladelse er indrejst her i landet og efterfølgende meddeles afslag på ansøgningen om opholdstilladelse som au pair. Hvis au pair-personen indgår en au pair-kontrakt med en ny værtsfamilie under opholdet i Danmark, overtager den nye værtsfamilie forpligtelsen til at betale for au pair-personens hjemrejsebillet. Ved bestilling af hjemrejsebilletten skal værtfamilien og au pair-personen overholde fristerne i stk. 2-4. 5) Au pair-personen skal indtage en familiær stilling i værtsfamilien og må kun udføre pligter i relation til den daglige husførelse og børnepasning hos værtsfa-milien. Pligterne skal indskrives i et skema med angivelse af, i hvilke tidsrum pligterne skal udføres. 6) Au pair-personens arbejdstid skal være mellem 3 og 5 timer om dagen de dage, hvor au pair-personen udfører pligter for værtsfamilien. Arbejdstiden skal udgøre mellem 18 og 30 timer ugentligt. 7) Au pair-personen skal have mindst halvanden fast fridag om ugen. En halv fridag indebærer, at au pair-personen alene må udføre pligter for værtsfamilien før eller efter kl. 14 den pågældende dag. 8) Au pair-personen har ret til at holde fri på officielle danske helligdage. 9) Au pair-personen skal under hele opholdet ydes tilstrækkelig fritid til at følge sprogkurser og dyrke kulturelle, religiøse og faglige interesser. 10) Au pair-personens ferie skal aftales skriftligt med værtsfamilien, jf. ferielovens § 43, stk. 2, 3. pkt.
Stk. 2. Hvis au pair-opholdet ophører i forbindelse med, at au pair-opholdstilladelsen udløber, skal au pair-personen til brug for værtsfamiliens køb af hjemrejsebillet, jf. stk. 1, nr. 4, senest 1 måned inden udløbet af opholdstilladelsen skriftligt tilkendegive over for værtsfamilien, om au pair-personen ønsker at rejse til hjemlandet eller opholdslandet. Det påhviler i sådanne tilfælde værtsfamilien at tilvejebringe en hjemrejsebillet med afrejse senest ved udløbet af au pair-personens opholdstilladelse.
Stk. 3. Når Styrelsen for International Rekruttering og Integration træffer afgørelse om inddragelse af en au pair-opholdstilladelse, skal au pair-personen til brug for værtsfamiliens køb af hjemrejsebillet, jf. stk. 1, nr. 4, senest 1 uge efter styrelsens afgørelse skriftligt tilkendegive over for værtsfamilien, om au pair-personen ønsker at rejse til hjemlandet eller opholdslandet. Det påhviler i sådanne tilfælde værtsfamilien at tilvejebringe en hjemrejsebillet med afrejse senest 3 uger efter, at au pair-personen skriftligt har tilkendegivet over for værtsfamilien, at au pair-personen ønsker at rejse til hjemlandet eller opholdslandet.
Stk. 4. Hvis au pair-opholdet ophører uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2 og 3, skal au pair-personen til brug for værtsfamiliens køb af hjemrejsebillet, jf. stk. 1, nr. 4, senest 1 uge efter au pair-opholdets ophør skriftligt tilkendegive over for værtsfamilien, om au pair-personen ønsker at rejse til hjemlandet eller opholdslandet. Stk. 3, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.