BEK 1592/2025 · Bekendtgørelse om Trossamfundsregistret
BEK 1592/2025 ст. 6
Trossamfundsregistrets formål, indretning og førelse
Trossamfund og menigheder, der er registret med et CVR-nr. og har oplyst By-, Land- og Kirkeministeriet herom, modtager login-informationer i trossamfundets VIRK-postkasse.
Stk. 2. Trossamfundet eller menigheden skal for at kunne tilgå trossamfundets VIRK-postkasse anvende en af følgende muligheder: 1) MitID Erhverv, som er knyttet til trossamfundet eller menighedens CVR-nummer, hvis der er flere, der skal kunne agere digitalt på vegne af trossamfundet henholdsvis menigheden. 2) Foreningsrepræsentantens private MitID, hvis trossamfundet eller menigheden i Virk.dk er registreret som forening og har registreret én foreningsrepræsentant, som skal kunne agere digitalt på trossamfundet eller menighedens vegne.
Stk. 3. MitID Erhverv er personlig, og enhver skal kunne identificeres personligt i henholdsvis trossamfundet og menigheden.
Stk. 4. Det er trossamfundet henholdsvis menigheden, der tager stilling til, hvem der er kontaktperson og ansvarlig for indberetning af oplysninger til Trossamfundsregistret. Den person, som trossamfundet henholdsvis menigheden udpeger, tegner trossamfundet henholdsvis menigheden i forhold til Trossamfundsregistret. Hvis trossamfundet henholdsvis menigheden udpeger en ny kontaktperson skal By-, Land- og Kirkeministeriet orienteres herom, så der kan sendes nye login-informationer.
Stk. 5. Den person, der indberetter oplysninger til Trossamfundsregistret, skal i forbindelse med indberetningen på tro- og love erklære, at 1) de indberettede oplysninger er korrekte, 2) de indberettede oplysninger er i overensstemmelse med de gældende regler for anerkendte trossamfund og evt. tilhørende menigheder, og 3) vedkommende er berettiget til at foretage indberetningen.