BEK 1592/2025 · Bekendtgørelse om Trossamfundsregistret
BEK 1592/2025 ст. 15
Udarbejdelse og indberetning af årsregnskaber og donationsoplysninger samt medlemstal for trossamfund og menigheder
Trossamfund og menigheder skal hvert år udarbejde og indberette et årsregnskab til Trossamfundsregistret ved at uploade årsregnskabet på trossamfundet eller menighedens ’side’ i Trossamfundsregistret.
Stk. 2. En menighed har ikke pligt til at udarbejde og indberette et årsregnskab, når trossamfundet udarbejder og indberetter et konsolideret årsregnskab, hvori menighedens årsregnskab indgår. Menigheden skal give besked herom i Trossamfundsregistret.
Stk. 3. Trossamfundet og tilhørende menigheder skal hvert år beslutte, om trossamfundet aflægger et konsolideret årsregnskab, eller om der aflægges et særskilt årsregnskab for henholdsvis trossamfundet og menigheden.
Stk. 4. Hvis trossamfundet udarbejder og indberetter et konsolideret årsregnskab, hvori menighedens årsregnskab indgår, skal trossamfundets indberetning af donationsoplysninger, jf. §§ 18-21, også omfatte donationer, som menigheden har modtaget.
Stk. 5. Regnskabsåret skal omfatte 12 måneder, der altid skal begynde og slutte på en bestemt dato i året. Næste regnskabsår begynder dagen efter foregående regnskabsårs balancedato. Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum end 12 måneder, dog højest 18 måneder. Ændres regnskabsåret, må omlægningsperioden ikke overstige 12 måneder.