Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

BEK 1529/2025 · Bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

BEK 1529/2025 ст. 21

Godkendelse til udbud af arbejdsmarkedsuddannelser

ДействуетОфициальный текст

Som markedsføring af arbejdsmarkedsuddannelse, vurdering af basale færdigheder i læsning, skrivning, stavning, regning eller matematik og vejledning i tilknytning hertil eller individuel kompetencevurdering betegnes i denne bekendtgørelse enhver henvendelse til offentligheden eller til nærmere angivne modtagere, som har til formål at skaffe deltagere til en bestemt afholdelse af arbejdsmarkedsuddannelse henholdsvis vurdering. Sådan markedsføring skal opfylde reglerne i stk. 2-7, når den udgår fra eller på initiativ fra nogen, som direkte eller indirekte vil drage økonomisk fordel af tilskud eller deltagerbetaling som følge af afholdelsen.

Stk. 2. Markedsføring skal ske i forhold til den målgruppe, som aktiviteten er udviklet til, og i forhold til aktivitetens formål og mål.

Stk. 3. Markedsføringen må ikke gennem valg af ord, billeder eller medium sigte mod anvendelse i en ikke-erhvervsrettet sammenhæng eller på anden måde vildlede om aktivitetens mål, indhold og tilsigtede anvendelsesområde.

Stk. 4. Arbejdsmarkedsuddannelser skal enkeltvis kunne identificeres som sådan i enhver markedsføring, ligesom prisen for de enkelte uddannelser, delmål eller enkeltfag samt den godkendte kode og titel angivet på www.voksenuddannelse.dk skal fremgå. Institutionen kan foruden disse betegnelser anføre et samlet navn for et kursusforløb, hvis dette alene indeholder arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse. Den handlingsorienterede målformulerings præcise ordlyd skal enten direkte eller ved en nøjagtig henvisning, for så vidt angår elektroniske markedsføringstiltag ved et link, fremgå af markedsføringen.

Stk. 5. Ved markedsføring af arbejdsmarkedsuddannelse og individuel kompetencevurdering skal det oplyses på hvilket eller hvilke sprog, uddannelsen eller vurderingen foregår, hvis aktiviteten afholdes på andre sprog end dansk eller med en kombination af dansk og andre sprog.

Stk. 6. Markedsføringstiltag med kortfattet tekst såsom radio- og tv-reklamer, web-bannere og plakater, hvor uddybende information i væsentlig grad ville hæmme effekten, er ikke omfattet af stk. 4 og 5. Det forudsættes, at tiltaget identificerer aktiviteten klart som arbejdsmarkedsuddannelse uden sammenblanding med anden aktivitet og henviser modtageren af budskabet til andet medie, som opfylder kravene i stk. 4 og 5.

Stk. 7. Af markedsføringen skal det klart fremgå, at det er muligt at deltage i den omhandlede arbejdsmarkedsuddannelse uden at købe andre ydelser. Tilbydes der ydelser som indtægtsdækket virksomhed, skal prisen for disse anføres særskilt.