BEK 1529/2025 · Bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
BEK 1529/2025 ст. 2
Fælles kompetencebeskrivelser
De fælles kompetencebeskrivelser udarbejdes af efteruddannelsesudvalgene og skal indeholde: 1) Beskrivelse af det eller de jobområder, som den fælles kompetencebeskrivelse skal omfatte. Jobområdet beskrives ved de produkter og ydelser, som arbejdet på området resulterer i, og den produktion og arbejdsproces, som arbejdet på området består af. Et jobområde beskrives endvidere ved typiske arbejdspladser inden for området og ved typiske kompetencer hos de grupper af medarbejdere, der indgår i jobområdet, og som udgør målgruppen for den pågældende fælles kompetencebeskrivelse. 2) Beskrivelse af de tilhørende arbejdsmarkedsrelevante kompetencer, herunder særlige kvalifikationer som følge af myndighedskrav. 3) Oversigt over og målbeskrivelse af de arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, som kan bidrage til, at der opnås de i nr. 2 nævnte kompetencer inden for jobområdet.
Stk. 2. Efteruddannelsesudvalgene skal påse, at de fælles kompetencebeskrivelser ikke indeholder arbejdsmarkedsuddannelse med mål, der er identiske med enkeltfag fra områdefag, specialefag eller grundfag fra erhvervsuddannelser, jf. § 10, stk. 2, 4. pkt., i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
Stk. 3. Efteruddannelsesudvalgene skal ved udarbejdelse af de fælles kompetencebeskrivelser samarbejde i fornødent omfang med øvrige efteruddannelsesudvalg om, hvilken kompetencebeskrivelse der skal imødekomme behovet for kompetenceudvikling.