BEK 1516/2025 · Bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler
BEK 1516/2025 ст. 44
Særlige regler for plantebeskyttelsesmidler
Miljøstyrelsen opretter og fører Miljøstyrelsens register over forhandlere af plantebeskyttelsesmidler m.v., der indeholder oplysninger om producenter, leverandører, importører, eksportører, forhandlere, lagerholdere og distributører af plantebeskyttelsesmidler til erhvervsmæssig anvendelse.
Stk. 2. Producenter, leverandører, importører, eksportører, forhandlere, lagerholdere og distributører af plantebeskyttelsesmidler til erhvervsmæssig anvendelse skal lade sig registrere og i den forbindelse afgive oplysninger til registeret om navn, adresse, type af virksomhed og oplysning om, hvorvidt virksomheden har plantebeskyttelsesmidler på lager. Virksomheden skal afgive oplysninger om sit CVR-nummer. Hvis virksomheden har aktiviteter på flere adresser, skal virksomheden også oplyse om ovenstående oplysninger for hvert P-nummer for den underliggende produktionsenhed, uanset om plantebeskyttelsesmidler opbevares fysisk i de enkelte P-numre.
Stk. 3. Oplysninger efter stk. 2 skal afgives via en digital selvbetjeningsløsning i Miljøstyrelsens Autorisationssystem for brug af Bekæmpelsesmidler, MAB ved brug af elektronisk ID.
Stk. 4. Når oplysninger afgives til registeret efter stk. 2 udløser det et registreringsbevis, som gælder for indeværende kalenderår. Oplysninger kan løbende afgives til registeret. Den pågældende virksomhed skal herefter forny, dvs. om nødvendigt rette og bekræfte rigtigheden af allerede indtastede oplysninger senest 1. januar hvert år inden et nyt kalenderårs begyndelse.
Stk. 5. Producenter, leverandører, importører, eksportører, forhandlere, lagerholdere og distributører af plantebeskyttelsesmidler til erhvervsmæssig anvendelse kan ansøge Miljøstyrelsen om fritagelse for at anvende den beskrevne digitale selvbetjeningsløsning, jf. stk. 3, begrundet i særlige forhold, der gør, at den digitale selvbetjeningsløsning ikke kan anvendes. Ved fritagelse fastsætter Miljøstyrelsen, hvordan registrering kan ske på anden vis, og hvilke krav der i øvrigt gælder i den forbindelse.
Stk. 6. Registreringsbevis, jf. stk. 4, og andre dokumenter, som hidrører fra administrationen af registeret efter stk. 1, kan udstedes alene med angivelse af Miljøstyrelsen som afsender uden anden underskrift.