BEK 1516/2025 · Bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler
BEK 1516/2025 ст. 29
Særlige bestemmelser for giftige og meget giftige bekæmpelsesmidler
Meget giftige og giftige bekæmpelsesmidler må kun sælges af indehaveren af godkendelsen for det pågældende middel, eller den der på nærmere fastsatte vilkår har fået tilladelse hertil af Miljøstyrelsen.
Stk. 2. Tilladelse opnås ved ansøgning om tilladelse til salg af meget giftige eller giftige bekæmpelsesmidler via en digital selvbetjeningsløsning i Miljøstyrelsens Autorisationssystem for brug af Bekæmpelsesmidler, MAB ved brug af elektronisk ID.
Stk. 3. Ved fornyelse af tilladelse ansøges efter stk. 2 og betales gebyr efter § 50.
Stk. 4. Den, der ansøger om tilladelse eller fornyelse af tilladelse, kan ansøge Miljøstyrelsen om fritagelse for at anvende den beskrevne digitale selvbetjeningsløsning, jf. stk. 2, begrundet i særlige forhold, der gør, at den digitale selvbetjeningsløsning ikke kan anvendes. Ved fritagelse fastsætter Miljøstyrelsen, hvordan ansøgning om tilladelse kan ske på anden vis, og hvilke krav der i øvrigt gælder i den forbindelse.
Stk. 5. En tilladelse skal erhverves for hvert enkelt P-nummer i virksomheden.
Stk. 6. En tilladelse gælder for hvert enkelt distributionsled i salgskæden, uanset om midlerne opbevares fysisk i de enkelte distributionsled.
Stk. 7. Tilladelser kan tilbagekaldes af Miljøstyrelsen, hvis indehaveren af tilladelsen gentagne gange opbevarer bekæmpelsesmidlerne forkert, sælger midlerne til personer, der ikke er berettigede til køb af midlerne, eller undlader at bogføre salg efter § 32.
Stk. 8. Tilladelsen gælder til den 31. december i det kalenderår, hvor tilladelsen er udstedt.
Stk. 9. Tilladelser og andre dokumenter, som hidrører fra administrationen af tilladelser efter § 29, udstedes alene med angivelse af Miljøstyrelsen som afsender uden anden underskrift.