BEK 1516/2025 · Bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler
BEK 1516/2025 ст. 19
Salg og besiddelse m.v. af bekæmpelsesmidler
Bekæmpelsesmidler må kun sælges i den ubrudte originalpakning, som varen er leveret i fra producent, importør, leverandør, distributør eller indehaveren af den godkendelse, som ligger til grund for salget.
Stk. 2. Åbne, tomme eller defekte pakninger af bekæmpelsesmidler må ikke forefindes i forretningslokaler, lagerlokaler og andre lokaler, hvor bekæmpelsesmidler opbevares med henblik på salg til brugere.
Stk. 3. Plantebeskyttelsesmidler i koncentreret form må ikke sælges til ikke-professionelle brugere uden autorisation, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Uanset stk. 3 må følgende midler, både i koncentreret form og klar til brug, sælges til ikke-professionelle brugere uden autorisation: 1) Mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler. 2) Midler, baseret udelukkende på aktivstoffer, som er insektsæber eller fedtsyrer. 3) Midler, baseret udelukkende på aktivstoffer, der består af svovl- eller jernforbindelser. 4) Feromoner til insektforvirring. 5) Midler som opfylder kravene til lavrisiko, jf. pesticidforordningens artikel 22 og 47.
Stk. 5. En virksomhed må kun sælge plantebeskyttelsesmidler godkendt til professionel brug efter plantebeskyttelsesmiddelforordningen og gasningsmidler, der er godkendt efter biocidforordningen eller plantebeskyttelsesmiddelforordningen, til personer, der er autoriseret efter reglerne i autorisationsbekendtgørelsen.