BEK 1516/2025 · Bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler
BEK 1516/2025 ст. 14
Godkendelse af biocidholdige produkter, der ikke er omfattet af biocidforordningen
Den, der ønsker at importere, sælge eller anvende et biocidholdigt produkt, som er omfattet af stk. 3 eller 4, skal først opnå godkendelse hertil af Miljøstyrelsen. Godkendelse opnås ved at fremsende ansøgning til Miljøstyrelsen om godkendelse af aktivstoffet og det eller de biocidholdige produkter, aktivstoffet skal indgå i, selv om aktivstoffet ikke er omfattet af godkendelsespligt efter biocidforordningen. Ansøgning er dog ikke nødvendig efter denne bestemmelse, hvis aktivstof og biocidholdigt produkt er godkendt efter anden EU-lovgivning eller indgår i blandinger, der er omfattet af en sådan godkendelse.
Stk. 2. Sammen med ansøgningen om godkendelse skal ansøger oplyse, om det biocidholdige produkt kan betegnes som farligt efter klassificeringsforordningens regler, jf. § 7.
Stk. 3. Godkendelsespligten efter stk. 1 omfatter biocidholdige produkter, der er bestemt til bekæmpelse af følgende: 1) Træødelæggende svamp. 2) Algevækst. 3) Slimdannende organismer i papirmasse. 4) Kaniner, mus og rotter. 5) Følgende laverestående dyr: a) Utøj hos husdyr, herunder stuefugle. b) Tekstilskadedyr. c) Skadedyr i tømmer og træværk. d) Insekter, snegle, mider og lignende. e) Regnorme.
Stk. 4. Godkendelsespligten efter stk. 1 omfatter også aktivstoffer, som er bestemt til at forebygge skader, der forårsages af de under stk. 3, nr. 4 og 5, nævnte skadedyr samt af vildtlevende pattedyr og fugle, eller som er bestemt til at holde disse dyr borte fra steder, hvor de ikke er ønskede.