Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

BEK 1479/2025 · Bekendtgørelse om et prisloft og maksimalpris for opvarmet vand eller damp fra affaldsforbrændingsanlæg

BEK 1479/2025 ст. 7

ДействуетОфициальный текст

Forsyningstilsynet fastsætter årligt et prisloft i hele antal kroner pr. GJ. Prisloftet fastsættes på følgende måde: 1) Forsyningstilsynet fastsætter et interval for prisloftet på baggrund af omkostninger til varmeproduktion, hvor andelen af vedvarende energi, herunder el, i varmeproduktionen udgør mindst 90 pct. ifølge varmeforsyningsvirksomhedernes seneste anmeldelser til Forsyningstilsynet pr. 1. oktober, jf. § 21, stk. 1, i lov om varmeforsyning. Forsyningstilsynet kan til brug for fastsættelsen af intervallet for prisloftet anvende tidligere års anmeldelser, hvis anmeldelserne bidrager til et mere retvisende interval. Herefter skal Forsyningstilsynet: a) Beregne et tillæg til varmeforsyningsvirksomhedernes omkostninger til varmeproduktion, hvis der er foretaget investeringer i varmeproduktionsanlæg, som ikke indgår i den pågældende varmeforsyningsvirksomheds anmeldelse, jf. § 21, stk. 1, i lov om varmeforsyning (straksbetalinger). I beregningen indgår følgende, jf. dog stk. 4, i) straksbetalingens anlægssum afskrives lineært over en 20-årig periode fra og med idriftsættelsesåret, ii) straksbetalingens restgæld svarende til den resterende anlægssum primo det år, som varmeproduktionsomkostningen vedrører, og iii) straksbetalingens finansieringsrente svarende til den lange byggerente plus 1 pct. point opgjort som et gennemsnit over de seneste 3 måneder forud for det år, som varmeproduktionsomkostningen vedrører. b) Fratrække varmeforsyningsvirksomheder med varmeproduktionsomkostninger, der efter Forsyningstilsynets vurdering er atypiske lave. c) Fastsætte intervallet på baggrund af den halvdel af varmeforsyningsvirksomhederne, der har de laveste varmeproduktionsomkostninger. Af disse virksomheder udgør virksomheder med henholdsvis laveste og højeste varmeproduktionsomkostninger intervallets yderpunkter. 2) Forsyningstilsynet beregner et gennemsnit af de samlede varmeproduktionsomkostninger på henholdsvis en fliskedel, en luft til vand varmepumpe og et flisbaseret kraftvarmeanlæg.

Stk. 2. Energistyrelsen angiver de seneste data, som Forsyningstilsynet skal anvende til beregning af varmeproduktionsomkostningerne på henholdsvis en fliskedel, en luft til vand varmepumpe og et flisbaseret kraftvarmeanlæg, senest den 1. oktober.

Stk. 3. Forsyningstilsynet fastsætter prisloftet for affaldsforbrændingsanlæg uden elproduktion til gennemsnittet i stk. 1, nr. 2, hvor fliskedlens, varmepumpens og kraftvarmeanlæggets varmeproduktionsomkostninger vægtes ligeligt, hvis gennemsnittet ligger inden for intervallet i stk. 1, nr. 1, jf. dog § 8. Hvis gennemsnittet ikke ligger inden for intervallet, fastsætter Forsyningstilsynet prisloftet til den nærmeste værdi inden for intervallet, jf. dog § 8.

Stk. 4. Forsyningstilsynet fastsætter prisloftet for affaldsforbrændingsanlæg med elproduktion til gennemsnittet i stk. 1, nr. 2, hvor fliskedlens og varmepumpens varmeproduktionsomkostninger hver vægtes med 25 pct., og kraftvarmeanlæggets varmeproduktionsomkostninger vægtes med 50 pct., hvis gennemsnittet ligger inden for intervallet i stk. 1, nr. 1, jf. dog § 8. Hvis gennemsnittet ikke ligger inden for intervallet, fastsætter Forsyningstilsynet prisloftet til den nærmeste værdi inden for intervallet, jf. dog § 8.

Stk. 5. Beregningsmetoden for prisloftet fremgår af bilag 1.