BEK 1424/2025 ст. 4
Det er en betingelse for udbetaling af værditabskompensation, at lodsejeren opfylder følgende betingelser: 1) Lodsejeren har indgået en projektaftale, der omfatter et projekt efter § 1, stk. 1 eller 2, eller en bekendtgørelse som er anført i bilag 1. 2) Lodsejeren har accepteret vilkår om tinglysning af ekstensiveringsdeklaration på det areal, der indgår i projektet, jf. bestemmelserne herom i de i § 1, stk. 1 eller 2, eller bilag 1 omfattede bekendtgørelser der er gældende for projektet. 3) Lodsejeren har accepteret vilkår om tinglysning for en periode på 10 år af en deklaration om projektbortfald, jf. stk. 2.
Stk. 2. Deklaration om projektbortfald, jf. § 4, stk. 1, nr. 3, skal indeholde følgende: 1) En opgørelse over det fastsatte værditab, jf. § 3, og værditabskompensationens størrelse. 2) Vilkår om, at værditabskompensationen i tilfælde af projektets bortfald skal tilbagebetales. 3) Bestemmelse om, at et tilbagebetalingskrav nedskrives med 10 pct. af den udbetalte værditabskompensation ganget med antal hele år, der er gået fra datoen for afsigelse af jordfordelingskommissionens kendelse efter jordfordelingsloven i projektet, jf. § 9, stk. 4 eller 5. 4) Vilkår om, at lodsejer ved projektbortfald i stedet for tilbagebetaling af værditabskompensationen kan sælge det værditabskompenserede areal til Styrelsen eller Naturstyrelsen til den oprindeligt vurderede markedsværdi fratrukket den udbetalte værditabskompensation, jf. § 10.