BEK 1402/2025 ст. 12
Generelle bestemmelser
Der udstedes kun én oprindelsesgaranti for hver produceret energienhed. En oprindelsesgaranti er af standardstørrelsen 1 MWh. Hvis det er relevant, kan denne standardstørrelse deles til en brøkdel forudsat, at brøkdelen er et multiplum af 1 Wh. Oprindelsesgarantien indsættes på en konto tilhørende ansøger i det digitale system, jf. § 22.
Stk. 2. Oprindelsesgarantien skal indeholde følgende oplysninger: 1) Den energikilde, fra hvilken energien er produceret, og begyndelses- og afslutningsdatoerne for produktionen, jf. dog stk. 3. 2) Om oprindelsesgarantien vedrører a) elektricitet, b) gas, herunder brint, c) fjernvarme eller d) fjernkøling. 3) At oprindelsesgarantien vedrører energi produceret fra vedvarende energikilder med henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder. 4) Navn, beliggenhed, type og kapacitet for det anlæg, hvor energien er produceret. 5) Om og i hvilket omfang anlægget har fået investeringsstøtte, og om og i hvilket omfang den produktion, som omfattes af oprindelsesgarantien, på anden måde har nydt godt af en national støtteordning, samt støtteordningens art. 6) Datoen for, hvornår anlægget blev sat i drift. 7) Udsteder, udstedelsesdato og -land samt entydigt identifikationsnummer.
Stk. 3. Begyndelses- og afslutningstidspunkter kan specificeres 1) for så vidt angår vedvarende gas, herunder gasformige vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, og opvarmning og køling baseret på vedvarende energikilder, i intervaller på en time eller mindre end en time, og 2) for el fra vedvarende energikilder, i overensstemmelse med perioden for afregning af ubalancer som defineret i artikel 2, nr. 15, i forordning (EU) 2019/943, som den tidsenhed, for hvilken balanceansvarlige aktørers ubalance beregnes.
Stk. 4. Forenklede oplysninger kan angives på oprindelsesgarantier fra anlæg på mindre end 50 kW og fællesskaber for vedvarende energi.
Stk. 5. Nærmere bestemmelser for standardstørrelse og indhold af oprindelsesgarantier som udstedes af Energinet fremgår af Energinets retningslinjer.