BEK 1388/2025 · Bekendtgørelse om transport af radioaktivt materiale
BEK 1388/2025 ст. 6
Definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) A 1 : En værdi for aktivitetsmængde for radioaktivt materiale i speciel form i medfør af de transportformspecifikke bestemmelser. De mest anvendte radionuklider fremgår af bilag 4. 2) A 2 : En værdi for aktivitetsmængde for andet radioaktivt materiale end radioaktivt materiale i speciel form i medfør af de transportformspecifikke bestemmelser. De mest anvendte radionuklider fremgår af bilag 4. 3) Beredskabsplan: Plan for en tilstrækkelig reaktion i tilfælde af en nødsituation udarbejdet på grundlag af postulerede begivenheder og relaterede scenarier. 4) Højrisikogods: Farligt gods klasse 7, hvis aktivitetsmængde af det radioaktive materiale er større end de grænseværdier, der fremgår af bilag 3. 5) Kolli: Det færdige produkt af emballeringsprocessen, der er klar til afsendelse. Kolli omfatter både emballagen og indholdet (radioaktivt materiale). Kolli omfatter endvidere genstande, der på grund af deres størrelse, vægt eller form transporteres uemballeret. 6) Meddelelse: Forhåndsmeddelelse, meddelelse, notifikation eller underretning i henhold til de transportformspecifikke bestemmelser. 7) Opbevaring: Midlertidig placering af radioaktivt materiale under transport med det formål at skifte til andet transportmiddel. 8) Radioaktivt materiale i speciel form: Radioaktivt materiale, der er i fast og bestandig form eller indeholdt i en indkapsling, som overholder de styrke- og tæthedskrav, der er angivet i de transportformspecifikke bestemmelser. 9) Sikring: Forholdsregler og foranstaltninger til forebyggelse af, opdagelse af og reaktion på utilsigtet adgang, tyveri eller misbrug af radioaktivt materiale. 10) Sikringsplan: Dokument, der beskriver forholdsregler og foranstaltninger, der skal træffes for at forebygge, opdage og reagere på utilsigtet adgang, tyveri eller misbrug af højrisikogods under hensyntagen til trusler og sikringsmæssige svagheder. 11) Strålingsbeskyttelsesprogram: Vurdering af alle aspekter af en virksomheds transport af radioaktivt materiale eller stråleudsættelse, som er relevante for sikkerhed og strålebeskyttelse. 12) Særligt arrangement: En transport, som ikke opfylder samtlige gældende transportformspecifikke bestemmelser, men hvor andre forholdsregler og foranstaltninger er iværksat, så der er opnået det samme niveau af strålebeskyttelse og sikkerhed. 13) Transport: Flytning af radioaktivt materiale (farligt gods klasse 7 i henhold til de transportformspecifikke bestemmelser) herunder de stop, der måtte være nødvendige grundet transportvilkår samt pålæsning, aflæsning, opbevaring og håndtering af kolli som led i flytningen. 14) Transportindeks (TI): Den maksimale dosishastighed i mSv/h i 1 meters afstand fra kolliets overflade ganget med 100. 15) UN-nummer: Et firecifret nummer, der er tildelt et radioaktivt materiale eller en radioaktiv genstand i henhold til FN’s Modelbestemmelser med henblik på entydig identifikation af farligt gods under transport.