BEK 1340/2025 · Bekendtgørelse om hjemrejsestøtte m.v.
BEK 1340/2025 ст. 12
Yderligere bestemmelser om hjemrejsestøtte til visse udlændinge
Hjemrejsestyrelsen træffer afgørelse om, at retten til den resterende del af hjemrejsestøtten, jf. § 7, stk. 1, nr. 4, 6 og 9, og stk. 4, eller retten til hjemrejsestøtte efter § 7, stk. 1, nr. 5, der ikke er udbetalt på udrejsetidspunktet, bortfalder, når der foreligger oplysninger om forhold, som efter reglerne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, ville udelukke udlændingen fra opholdstilladelse. Bortfald af den resterende del af hjemrejsestøtten er betinget af, at det forhold, som ville udelukke udlændingen fra opholdstilladelse, jf. 1. pkt., helt eller delvis har fundet sted eller er fortsat i perioden efter Hjemrejsestyrelsens afgørelse efter § 6, stk. 1, og indtil det tidspunkt, hvor udlændingen anmoder om at få udbetalt den resterende del af hjælpen.
Stk. 2. Udbetaling af den resterende del af hjemrejsestøtten tilbageholdes, når der foreligger oplysninger, som giver grund til at antage, at der foreligger et forhold omfattet af stk. 1. Hjemrejsestyrelsens tilkendegivelse herom til udlændingen er ikke en afgørelse.
Stk. 3. Udlændingestyrelsen vurderer, om betingelserne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, er opfyldt, jf. stk. 1, 1. pkt., og om der foreligger oplysninger, som giver grund til at antage, at der foreligger et forhold omfattet af stk. 1, jf. stk. 3. Udlændingestyrelsens vurdering er ikke en afgørelse. Er udlændingens opholdstilladelse inddraget i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 2 eller 3, eller nægtet forlænget i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, lægger Hjemrejsestyrelsens afgørelsen om inddragelse eller nægtelse af forlængelse uprøvet til grund ved behandlingen af sagen.
Stk. 4. Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Udenrigsministeriet og politiet kan underrette Hjemrejsestyrelsen, når det er nødvendigt i en sag om, hvorvidt en udlænding, der er vendt tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, er omfattet af stk. 1 eller 3. De nævnte myndigheder kan videregive de oplysninger, der ligger til grund for underretningen, og som er nødvendige for Hjemrejsestyrelsens behandling af sager efter stk. 1 og 3, til Hjemrejsestyrelsen.
Stk. 5. Hjemrejsestyrelsen videregiver de oplysninger, der ligger til grund for at indhente en vurdering i sager efter stk. 1 og 2, og som er nødvendige med henblik på Udlændingestyrelsens vurdering efter stk. 4, til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen videregiver de oplysninger, der ligger til grund for vurderingen, og som er nødvendige med henblik på Hjemrejsestyrelsens behandling af sager efter stk. 1 og 2, til Hjemrejsestyrelsen.
Stk. 6. Udenrigsministeriet bistår Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen med at indhente oplysninger, der er nødvendige, til brug for behandlingen af sager efter stk. 1 og 2 og til brug for Udlændingestyrelsens vurdering efter stk. 3.