BEK 1226/2025 ст. 11
Erstatning til minkvirksomheder med egenproduktion af mink i 2020 ved permanent nedlukning
Minkvirksomheden modtager erstatning for virksomhed med salg af levende avlsdyr, opgjort som et tillæg på 123 kr. i merindtægten ud over erstatningen for disse mink efter § 5 fratrukket 61 kr. i omkostninger pr. estimeret antal årligt solgte mink i perioden fra den 1. januar 2021 til 31. december 2029. Tillægget på 123 kr. korrigeres for den enkelte besætning i henhold til det af Dansk Pelsdyravlerforening a.m.b.a. udarbejdede pelsindeks for auktioner i 2017-2019 med en erklæring uden væsentlige forbehold fra en godkendt revisor, jf. dog stk. 3-5. Merindtægter kan højst fastsættes til 129 kr. Erstatningen tilbagediskonteres til den 31. december 2021 ved anvendelse af en årlig markedskonform diskonteringsrente.
Stk. 2. Antal estimerede solgte levende avlsdyr efter stk. 1 fastsættes på grundlag af virksomhedens salg af levende mink i 2019. Hvis antal solgte levende avlsdyr i 2019 på grund af konkrete forhold hos minkvirksomheden ikke er retvisende for virksomhedens estimerede salg af levende mink i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2029 korrigerer erstatnings- og taksationskommissionen beregningen.
Stk. 3. Hvis minkvirksomheden dokumenterer en gennemsnitlig merindtægt per solgt avlsdyr på mindst 141,45 kr. ud over den gennemsnitlige skindpris på 259,80 kr. i perioden 2015-2019, fastsætter erstatnings- og taksationskommissionen tillægget som nævnt i stk. 1 som den faktiske gennemsnitlige merindtægt ud over den gennemsnitlige skindpris på 260 kr. i perioden 2015-2019. Erstatningen tilbagediskonteres til den 31. december 2021 ved anvendelse af en årlig markedskonform diskonteringsrente.
Stk. 4. Hvis minkvirksomheden dokumenterer, at det i stk. 1 nævnte pelsindeks afviger væsentligt i forhold til skindkvaliteten af de mink, virksomheden forventes at ville kunne sælge som levende avlsdyr i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2029, kan erstatnings- og taksationskommissionen efter en konkret vurdering korrigere pelsindekset.
Stk. 5. Hvis der for en virksomhed ikke foreligger et pelsindeks som nævnt i stk. 1 fastsætter erstatnings- og taksationskommissionen efter en konkret vurdering korrektion af merindtægten efter stk. 1 i forhold til virksomhedens gennemsnitlige afregningspriser i 2017-2019. Virksomheden skal til brug for erstatnings- og taksationskommissionens vurdering indsende oplysninger og dokumentation for virksomhedens afregningspriser for minkskind realiseret ved auktioner i 2017-2019. Har virksomheden ikke afregningspriser fra 2017-2019, foretager erstatnings- og taksationskommissionen korrektionen efter en konkret vurdering. Merindtægten kan højst fastsættes til 129 kr.