BEK 1215/2025 ст. 21
Vilkår for erstatningen og statens adgang til overdragede anlægsaktiver
Staten er ansvarlig for og afholder udgifter til nedrivning, fjernelse, bortskaffelse og overtagelse af løsøregenstande, bygninger med tilhørende bygningsinstallationer m.v., herunder installationer såsom rørføring m.v. under jorden, som staten erhverver ret over efter § 8 a i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink.
Stk. 2. Modtagere af erstatning og kompensation modtager et varsel på mindst 14 dage før påbegyndelse af nedrivning, bortskaffelse eller overtagelse eller anden hermed forbunden aktivitet. Tilsvarende modtager adkomsthavere som nævnt i § 1, stk. 4, et varsel på mindst 14 dage før påbegyndelse af nedrivning, bortskaffelse eller overtagelse eller anden hermed forbunden aktivitet.
Stk. 3. Det fastsættes som et vilkår for modtagelse af erstatning og kompensation efter denne bekendtgørelse, at ansøgeren og adkomsthavere aktivt medvirker til at give de involverede myndigheder og deres repræsentanter adgang til de erstattede eller kompenserede aktiver og den ejendom, hvorpå de befinder sig, med henblik på besigtigelse, nedrivning, fjernelse, bortskaffelse eller overtagelse eller anden hermed forbunden aktivitet, samt at ansøgeren og adkomsthavere sikrer friholdelse af adgangsveje, og at de aktiver, som staten skal overtage, er i en tilgængelig tilstand og opryddet. De involverede myndigheder og deres repræsentanter skal bestræbe sig på at tilrettelægge besøg mv. under hensyntagen til virksomheden.
Stk. 4. Ansøgeren bevarer alle rettigheder og forpligtelser for bygninger, bygningsinstallationer mv. med respekt for statens ret til nedrivning og bortskaffelse, jf. § 8 a, stk. 2, i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, herunder eventuelle forpligtelser til at afholde udgifter til gyllebeholderkontrol, rottebekæmpelse og lovpligtige forsikringer.
Stk. 5. For løsøre, herunder driftsmateriel og driftsinventar, immaterielle rettigheder og alle øvrige aktiver omfattet af § 8 a, stk. 3, i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, overgår ejendomsretten til staten på tidspunktet for afgørelsen efter denne bekendtgørelse. For minkvirksomheder omfattet af § 17, stk. 4, kan ejendomsretten til løsøre, herunder driftsmateriel og driftsinventar, immaterielle rettigheder og alle øvrige aktiver omfattet af § 8 a, stk. 3, i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, dog overgå til staten tidligere end nævnt i 1. pkt., hvis sagens parter har meddelt samtykke hertil, jf. § 16, stk. 3, i bekendtgørelse om erstatnings- og taksationskommissioner, overerstatnings- og taksationskommissioner og øvrige kompetente myndigheder til behandling af sager om erstatning og kompensation til minkvirksomheder og visse følgeerhverv.