BEK 1214/2025 ст. 4
Etablering, oprettelse og sammensætning af kompetente myndigheder m.v.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri nedsætter overerstatnings- og taksationskommissioner til efterprøvelse af afgørelser truffet af de i § 3, stk. 1, nævnte erstatnings- og taksationskommissioner, afgørelser truffet af Besigtigelsesenheden efter § 16 og afgørelser truffet af Fødevarestyrelsen efter §§ 18-19.
Stk. 2. Ministeren udpeger for hver overerstatnings- og taksationskommission en eller flere formænd, der skal have juridisk kandidateksamen eller tilsvarende juridiske kvalifikationer af betydning for varetagelse af hvervet.
Stk. 3. Ministeren udpeger personer, der optages på en liste over medlemmer af overerstatnings- og taksationskommissionerne. Til udpegning som medlemmer af overerstatnings- og taksationskommissionerne indstiller Landbrug & Fødevarer F.m.b. A., DI, Dansk Erhverv, Finans Danmark og FSR – danske revisorer kandidater. Ministeren er ikke forpligtet af en indstilling. Ministeren kan høre andre end de nævnte organisationer om forslag til kandidater.
Stk. 4. Formanden udtager til behandlingen af den enkelte sag medlemmer fra en liste udfærdiget af ministeren, jf. stk. 3. Formanden sikrer, at overerstatnings- og taksationskommissionerne sammensættes i overensstemmelse med § 5.
Stk. 5. Det er ikke et krav, at det er den samme kommission, som behandler den enkelte sag. I en enkelt sag kan forskellige kommissioner således træffe afgørelse om forskellige forhold. Der kan også ske udskiftning af medlemmer eller formænd under sagens behandling.
Stk. 6. Ved behandlingen af klager over afgørelser truffet efter § 16 eller § 19, består overerstatnings- og taksationskommissionen som udgangspunkt af to medlemmer og én formand. Formanden for kommissionen kan dog beslutte at kommissionen består af tre medlemmer og én formand.
Stk. 7. Ved behandlingen af klager over øvrige forhold består en overerstatnings- og taksationskommission af tre medlemmer og én formand. En overerstatnings- og taksationskommission kan dog efter udtagningen bestå af ned til to medlemmer og én formand, herunder i tilfælde hvor en eller flere personer udtræder af kommissionen efter § 5, stk. 4.
Stk. 8. En overerstatnings- og taksationskommission er beslutningsdygtig, når formanden og mindst to andre medlemmer er til stede, medmindre andet er bestemt i denne bekendtgørelse. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 9. Formanden for en overerstatnings- og taksationskommission kan uden medvirken af kommissionens øvrige medlemmer træffe afgørelse om processuelle spørgsmål og afgørelser om aktindsigt.