BEK 1214/2025 ст. 16
Fremgangsmåde ved behandling af ansøgninger fra minkvirksomheder med egenproduktion af mink i 2020
På grundlag af den sagkyndiges oplysninger, høringssvar og sagens øvrige oplysninger fremsætter Besigtigelsesenheden forslag til skriftlig afgørelse om restværdien af ansøgerens minkspecifikke anlægsaktiver, jf. § 6, stk. 1-4, og § 7 i nedlukningsbekendtgørelsen. Hvis forslaget accepteres af parterne, bliver udkastet endeligt, og sagen er herefter afsluttet ved Besigtigelsesenheden.
Stk. 2. Besigtigelsesenheden fremsætter samtidig forslag til afgørelse om, at staten ikke erhverver ret til visse anlægsaktiver efter reglerne i § 23, stk. 3 og 4, i nedlukningsbekendtgørelsen.
Stk. 3. Besigtigelsesenheden fremsætter samtidig forslag til afgørelse om, at staten med parternes samtykke kan påbegynde nedrivning og fjernelse af de erstatnings- og kompensationsberettigede anlægsaktiver med undtagelse af eventuelle aktiver omfattet af stk. 2.
Stk. 4. Accepteres forslaget, jf. stk. 1 og 2, ikke af parterne senest 14 dage efter modtagelsen, eller afvises forslaget af en af parterne, træffer Besigtigelsesenheden afgørelse herom. Besigtigelsesenheden kan i særlige tilfælde bestemme, at fristen for parternes accept af forslaget skal være længere end 14 dage.
Stk. 5. Besigtigelsesenhedens afgørelse efter stk. 4 skal sendes til parterne. Afgørelsen skal være begrundet og forholde sig til de synspunkter og indsigelser, som parterne er fremkommet med.
Stk. 6. Besigtigelsesenhedens afgørelse efter stk. 4, kan påklages særskilt til overerstatnings- og taksationskommissionen, jf. § 26, stk. 1. Besigtigelsesenhedens afgørelse efter stk. 4 kan derimod ikke prøves i forbindelse med klage over afgørelsen efter § 17.
Stk. 7. Besigtigelsesenhedens afgørelse efter stk. 4, skal indeholde oplysning om muligheden for at indbringe afgørelsen for overerstatnings- og taksationskommissionen og fristen for indbringelse, jf. § 27, stk. 1.