BEK 1193/2025 · Bekendtgørelse om energieffektivisering i det offentlige
BEK 1193/2025 ст. 16
Energikrav ved indkøb
Ordregivende myndigheder og ordregivende enheder skal ved indgåelse af offentlige kontrakter og koncessionskontrakter om indkøb af produkter, tjenester, bygninger og bygge- og anlægsarbejder med en værdi som er lig med eller over de til enhver tid gældende tærskelværdier for offentlige udbud, foretage sig følgende: 1) Anvende princippet om energieffektivitet først. 2) Ved indkøb af produkter, kun indkøbe produkter fra de to mest energieffektive energiklasser, hvis produktet er omfattet af energimærkning efter en delegeret retsakt vedtaget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om opstilling af rammer for energimærkning eller direktiv om opstilling af rammer for energimærkning eller af et relateret gennemførelsesdirektiv vedtaget af Europa-Kommissionen. Kravet gælder kun, hvis der sikres tilstrækkelig konkurrence. 3) Ved indkøb, der ikke er omfattet af nr. 2) og er omfattet af en gennemførelsesforanstaltning i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter eller en gennemførelsesretsakt i henhold til Rådets forordning om fastlæggelse af en ramme for fastsættelse af krav til miljøvenligt design for bæredygtige produkter, kun indkøbe de produkter, der opfylder gennemførelsesforanstaltningens referenceværdier for energieffektivitet. 4) Ved indkøb af dæk, kun indkøbe dæk, som tilhører den højeste brændstofeffektivitetsklasse som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om mærkning af dæk for så vidt angår brændstofeffektivitet og andre parametre. Ved indkøb af dæk i den højeste vådgrebsklasse eller klasse for afgivelse af rullestøj til omgivelserne kan højeste brændstofeffektivitetsklasse fraviges af hensyn til sikkerhed eller sundhed. 5) Ved indgåelse af tjenesteydelseskontrakter sørge for, at leverandørerne kun bruger produkter, der opfylder samme krav efter nr. 2-4, når leverandøren leverer ydelsen. Kravet finder kun anvendelse på nye produkter, der delvis eller udelukkende er købt af leverandørne med henblik på at levere den pågældende tjenesteydelse. 6) Ved indkøb af bygninger og indgåelse af nye lejeaftaler, kun købe og leje bygninger, som svarer til mindst NZEB. Følgende bygninger kan undtages fra kravet: a) Bygninger med energimærke C-G, som købes eller lejes med det formål at renovere bygningen op til NZEB inden 1. januar 2030. For lejede og indkøbte bygninger efter 1. januar 2028 kan renovering op til NZEB gennemføres senest 2 år efter erhvervelsen eller start af lejemål. For bygninger, som lejes eller købes fra 1. januar 2030 skal bygningerne renoveres til nulemissionsbygning i senest 2050. For bygninger, hvor det ikke er teknisk muligt at renovere bygningen op til henholdsvis NZEB og nulemissionsbygning, skal alle teknisk mulige rentable renoveringer være gennemført senest i 2050. b) Bygninger, som skal nedrives. c) Fredede bygninger og bygninger med høj bevaringsværdi, hvis formålet med lejemålet eller købet er at bevare bygningen. d) Bygninger som offentlige organer videresælger uden at anvende bygningen til eget formål. 7) Offentliggøre oplysninger om den forventede energieffektivitetsvirkning af kontrakten i udbudsbekendtgørelsen. Offentliggørelse af oplysninger om energieffektivitetsvirkning kan undlades, hvis den forventede energieffektivitetsvirkning har et begrænset energiindhold. 8) Vurdere muligheden for at anvende af langsigtede tjenestekontrakter om energimæssig ydeevne ved udbud af kontrakter om tjenester, når indkøbet vil medføre et betydeligt energiindhold. 9) Bestræbe sig på at købe produkter eller tjenester, der er omfattet af kriterier for grønne offentlige indkøb.
Stk. 2. Ordregivende myndigheder og ordregivende enheder kan ved indkøb over de gældende tærskelværdier købe en produktpakke, der fuldt ud er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om opstilling af rammer for energimærkning, hvis produktpakken tilhører den højeste tilgængelige energieffektivitetsklasse.
Stk. 3. Kravene i stk. 1, finder kun anvendelse, hvis indkøbet er teknisk muligt.
Stk. 4. Kravene i stk. 1, finder ikke anvendelse, hvis 1) indkøbet er omfattet af kontrakter om levering af militært materiel som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af fremgangsmåderne ved ordregivende myndigheders eller ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet, 2) kravene medfører konflikt med arten af og primære mål med forsvarets aktiviteter, 3) kravene underminerer den offentlige sikkerhed, 4) kravene medfører, at indkøbet er til gene for reaktioner på folkesundhedsmæssige krisesituationer, eller 5) udbudsbekendtgørelsen for indkøbet er offentliggjort før den 11. oktober 2025.