BEK 1068/2025 ст. 25
Ansøgning om udbetaling af støtte
Ansøgning om udbetaling af støtte i henhold til indgået kontrakt skal være modtaget inden for en i kontrakten fastsat frist, jf. § 22, stk. 5. Ansøgning om udbetaling skal, uanset betingelser fastsat i kontrakter indgået i medfør af § 22, forelægges Energistyrelsen senest 12 måneder efter idriftsættelse, jf. § 21, stk. 4, og herefter 12 måneder efter seneste anmodning om udbetaling af støtte, jf. 1. pkt.
Stk. 2. Ansøgninger, jf. stk. 1, skal indeholde følgende: 1) Dokumentationskrav fastsat i kontrakter indgået i medfør af § 22, stk. 2. 2) En projektopgørelse, der opfylder kravene fastsat i § 26. 3) En revisorerklæring, der opfylder kravene fastsat i § 27, stk. 1.
Stk. 3. Virksomheder skal, såfremt der forekommer en nedgang i virksomhedens samlede energi- og CO 2 -afgiftsbetaling, herunder støtte til hel eller delvis dækning af afholdt afgift, i medfør af energi- og CO 2 -afgiftslovene og de eventuelle ændringer hertil, relateret til støttede CO 2 -reduktioner i medfør af denne bekendtgørelse, indsende oplysninger om ændringer i virksomhedens afgiftsbetaling sammen med udbetalingsanmodninger, jf. stk. 1. Energistyrelsen kan i medfør af § 18 stille krav om supplerende oplysninger og dokumentation for virksomheders ændrede afgiftsbetalinger, jf. 1. pkt.
Stk. 4. Virksomhedens eventuelle nedgang i virksomhedens samlede energi- og CO 2 -afgiftsbetaling, jf. stk. 3, 1. pkt., vil blive fratrukket virksomhedernes støtteberettigelse med 100 pct.
Stk. 5. For projekter omfattet af § 3, nr. 10, 2. pkt., skal ansøgninger om udbetaling, jf. stk. 1, indeholde et opdateret kontrafaktisk scenarie for den periode, som ansøgningen om udbetaling vedrører.