BEK 990/2025 ст. 7
Ejere eller operatører af tankstationer og offentligt tilgængelige ladepunkter er for hvert kalenderkvartal forpligtet til at videregive data om priser på brændstoffer og alternative drivmidler. Data skal videregives til Færdselsstyrelsen senest den 5. hverdag i den efterfølgende kalendermåned, jf. dog § 8.
Stk. 2. Priser, jf. stk. 1, skal videregives som gennemsnitspriser. Gennemsnitspriserne skal beregnes som simple gennemsnit på baggrund af gældende listepriser i det foregående kalenderkvartal.
Stk. 3. For benzin og diesel, henholdsvis E10 og B7, videregives priserne i kr./liter.
Stk. 4. Findes der ikke en listepris for brint og gas, men en uniform fastpris, beregnes gennemsnitsprisen på baggrund af den uniforme pris over det seneste kalenderkvartal. Prisen opgøres i kr./kg.
Stk. 5. Operatører af offentligt tilgængelige ladepunkter med en effekt på 11-50 kW eller 150-350 kW skal opgøre prisen i kr./kWh.
Stk. 6. For ejere eller operatører af tankstationer og offentligt tilgængelige ladepunkter, der under samme markedsføringsnavn sælger brændstoffer eller alternative drivmidler, skal data om priser videregives samlet.
Stk. 7. Data efter stk. 1 skal videregives via en IT-løsning gennem Færdselsstyrelsens hjemmeside. Videregivelsen skal være i et dataformat godkendt af Færdselsstyrelsen.
Stk. 8. Ejere eller operatører af tankstationer og offentligt tilgængelige ladepunkter skal efter anmodning fra Færdselsstyrelsen og i forbindelse med tilsyn indsende dokumentation for, at kravet om videregivelse af data efter stk. 1 er opfyldt.