Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

BEK 975/2025 · Bekendtgørelse om den nationale model for fordeling og styring af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud

BEK 975/2025 ст. 5

Den nationale fordelingsmodel for læger i det almenmedicinske tilbud

ДействуетОфициальный текст

Den nationale fordelingsmodel estimerer befolkningens behandlingsbehov gennem en opgørelse af antal sygdomsvægtede borgere og antal sygdomsvægtede borgere fremskrevet med befolkningsudviklingen.

Stk. 2. En borgers sygdomsvægt fastlægges på baggrund af køn, alder, civilstatus, herkomst, uddannelsesniveau, arbejdsmarkedstilknytning og udvalgte somatiske og psykiatriske sygdomme. En borgers sygdomsvægt fastlægges på grundlag af følgende: 1) Køn og alder opgøres på individniveau på baggrund af CPR-registeret pr. 1. januar i opgørelsesåret. For personer på 15 år og derover opgøres aldersgrupperne separat for mænd og kvinder. Aldersgrupper, der indgår i opgørelsen, inddeles i 5-årige intervaller, dog således at 0-årige og 90+-årige indgår som selvstændige grupper. 2) Civilstatus opgøres på individniveau på baggrund af CPR-registeret pr. 1. januar i opgørelsesåret. Civilstatus opgøres som følgende: a) Enke eller fraskilt. b) Øvrig. 3) Herkomst opgøres på individniveau på baggrund af CPR-registeret pr. 1. januar i opgørelsesåret. Herkomst opgøres som følgende: a) Indvandrere fra MENAPT-lande. b) Efterkommere fra MENAPT-lande. c) Øvrige. 4) Uddannelsesniveau opgøres på individniveau på baggrund af højest fuldførte uddannelse fra Danmarks Statistik pr. 30. september i opgørelsesåret. For personer på 30 år og derover tages der udgangspunkt i personens højest fuldførte uddannelse. For personer under 30 år tages der udgangspunkt i den højest fuldførte uddannelse for den forælder, som har den højest fuldførte uddannelse. Uddannelse opgøres som følgende: a) Grundskole inkl. ukendt uddannelse. b) Lang videregående uddannelse inkl. ph.d. c) Øvrige. 5) Arbejdsmarkedstilknytning opgøres på individniveau for personer i den arbejdsdygtige alder i opgørelsesåret. Opgørelsen foretages på baggrund af personens dominerende indkomstydelse i opgørelsesåret på baggrund af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings forløbsdatabase DREAM. Arbejdsmarkedstilknytning opgøres som følgende: a) Midlertidigt eller varigt uden for arbejdsmarkedet. b) Øvrige. 6) Udvalgte somatiske sygdomme opgøres på baggrund af Landspatientregisteret, Lægemiddeladministrationsregisteret og Registeret for Udvalgte Kroniske Sygdomme og svære psykiske lidelser administrativt pr. 1. januar i opgørelsesåret. Udvalgte somatiske sygdomme opgøres som følgende: a) 2 udvalgte somatiske sygdomme. b) 3 udvalgte somatiske sygdomme. c) 4 eller flere udvalgte somatiske sygdomme. d) Ingen eller én udvalgt somatisk sygdom. 7) Udvalgte psykiatriske sygdomme opgøres på baggrund af Landspatientregisteret, Lægemiddeladministrationsregisteret og Registeret for Udvalgte Kroniske Sygdomme og svære psykiske lidelser administrativt pr. 1. januar i opgørelsesåret. Udvalgte psykiatriske sygdomme opgøres som følgende: a) En eller flere udvalgte psykiatriske sygdomme. b) Ingen udvalgte psykiatriske sygdomme.

Stk. 3. Borgernes sygdomsvægt fastlægges på baggrund af den isolerede statistiske sammenhæng mellem hvert karakteristikum, jf. stk. 2, og det samlede bruttohonorar i det almenmedicinske tilbud. Bruttohonoraret opgøres pr. person inden for estimationsåret på baggrund af Sygesikringsregisteret.

Stk. 4. På baggrund af den statistiske sammenhæng mellem borgernes karakteristika og bruttohonoraret i det almenmedicinske tilbud, jf. stk. 3, beregnes antallet af sygdomsvægtede borgere pr. 1. januar i året.

Stk. 5. Efter at sygdomsvægten er fastlagt, jf. stk. 4, korrigeres hver borgers sygdomsvægt på baggrund af middellevetiden inden for det sundhedsråd og den kommune, hvor borgeren har bopæl pr. 1. januar i året. Korrigeringen foretages som følgende: 1) Hver borgers sygdomsvægt nedjusteres med værdien 0,075. Denne nedjustering skal sikre, at der er samme antal sygdomsvægtede borgere før og efter korrigeringen. 2) Den samlede nedjustering i borgernes sygdomsvægt opgøres. Den samlede nedjustering i borgernes sygdomsvægt opgøres som 0,075 gange antallet af gruppe 1-sikrede borgere i populationen, jf. stk. 4. 3) Den samlede nedjustering i borgernes sygdomsvægt fordeles til sundhedsråd ud fra det beregnede antal tabte leveår inden for sundhedsrådet. Antallet af tabte leveår for et givent sundhedsråd opgøres som middellevetiden i det sundhedsråd med den højeste middellevetid, fratrukket middellevetiden i det pågældende sundhedsråd gange antallet af 65-årige indbyggere i sundhedsrådet pr. 1. januar i året. Beregningen af middellevetid foretages af Sundhedsdatastyrelsen på baggrund af CPR-registeret. 4) Den samlede nedjustering i borgernes sygdomsvægt, som tildeles det enkelte sundhedsråd, fordeles til kommuner inden for sundhedsrådet, ud fra det beregnede antal tabte leveår inden for kommunen. Antallet af tabte leveår for en given kommune inden for et sundhedsråd opgøres som middellevetiden i den kommune med den højeste middellevetid inden for sundhedsrådet, fratrukket middellevetiden i den pågældende kommune, gange antallet af 65-årige indbyggere i kommunen pr. 1. januar i året. Beregningen af middellevetid foretages af Sundhedsdatastyrelsen på baggrund af CPR-registeret. For ø-kommunerne Fanø, Læsø, Samsø og Ærø er middellevetiden erstattet med middellevetiden for det sundhedsråd, som kommunen tilhører. 5) Den samlede nedjustering i borgernes sygdomsvægt, som tildeles den enkelte kommune, fordeles ligeligt ud på alle gruppe 1-sikrede borgere med bopæl i kommunen pr. 1. januar i året.

Stk. 6. Antallet af sygdomsvægtede borgere inden for sundhedsrådenes geografiske områder fremskrives med Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning. Sundhedsdatastyrelsen fremskriver antallet af sygdomsvægtede borgere inden for hver kommune på baggrund af den gennemsnitlige sygdomsvægt inden for køn og aldersgrupperne, jf. stk. 2, nr. 1, i hver kommune, og det fremskrevne antal indbyggere inden for køn og aldersgrupperne, jf. stk. 2, nr. 1, i kommunen ultimo året, jf. den seneste tilgængelige befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik. Antal sygdomsvægtede borgere summeres herefter på sundhedsrådenes geografiske områder.

Stk. 7. Antallet af sygdomsvægtede borgere inden for enkelte ydernumre opgøres for ydernumre med mere end 500 tilknyttede patienter pr. 1. januar i året. Opgørelsen foretages på baggrund af de patienter, som er tilknyttet ydernummeret pr. 1. januar i året.

Stk. 8. Sundhedsdatastyrelsen udmelder væsentlige fejl til regionerne, hvis disse opdages efter offentliggørelsen, og resulterer i, at regionen må udmønte flere lægekapaciteter inden for et sundhedsråds geografiske område, eller resulterer i et lavere estimeret minimumspatienttal for et ydernummer. Regionen videreformidler fejlen til det enkelte ydernummer, som fejlen omhandler.