BEK 951/2025 ст. 9
Autorisationskrav og autorisationstyper
Miljøstyrelsen autoriserer personer, der har deltaget i et gasningskursus, jf. bilag 6, som er foranstaltet eller anerkendt af Miljøstyrelsen, eller personer, som kan dokumentere at være i besiddelse af den nødvendige viden om de i bilag 6 omhandlede hovedelementer til uddannelsen.
Stk. 2. Miljøstyrelsen kan begrænse autorisationen til at omfatte bestemte gastyper eller bekæmpelse af bestemte skadedyr.
Stk. 3. Autorisationen udstedes med en gyldighed på højst fem år. Autorisationen kan fornys efter reglerne i § 25.
Stk. 4. Miljøstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde meddele autorisation, selv om ansøger ikke har gennemgået et kursus, jf. stk. 1. Den pågældende skal på anden måde godtgøre kendskab til forsvarlig anvendelse af bekæmpelsesmidler til gasning af de relevante skadedyr og under de relevante forhold.
Stk. 5. G1-autorisation giver adgang til at købe, overdrage og anvende gasningsmidler til at bekæmpe muldvarpe og mosegrise udendørs. Miljøstyrelsen kan udvide området for en G1-autorisation til også at omfatte bekæmpelse af andre skadedyr, jf. stk. 6-8.
Stk. 6. G2-autorisation giver adgang til at købe, overdrage og anvende gasningsmidler til at bekæmpe skadedyr i lagre af korn, frø eller lignende.
Stk. 7. G3-autorisation giver adgang til at købe, overdrage og anvende gasningsmidler til at bekæmpe rotter udendørs. Denne autorisation meddeles kun til en person, der er autoriseret som rottebekæmper, jf. bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter.
Stk. 8. G4-autorisation giver adgang til at købe, overdrage og anvende gasningsmidler til at bekæmpe kaniner udendørs.