BEK 917/2025 ст. 4
Når et regnskabsdokument er modtaget hos Erhvervsstyrelsen, sender Erhvervsstyrelsen automatisk en digitalt genereret kvittering til indberetteren. Kvitteringen sendes til den e-mailadresse, indberetteren har oplyst i forbindelse med indberetningen af det pågældende regnskabsdokument. Erhvervsstyrelsen videresender automatisk kvitteringen til Finanstilsynet.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen offentliggør de indberettede filer, jf. § 3, med henblik på at give regnskabsbrugere adgang til regnskabsdokumenterne via den til enhver tid værende hjemmeside, som Erhvervsstyrelsen anvender til offentliggørelse af regnskabsdokumenter.
Stk. 3. Ved Finanstilsynets kontrol af årsrapporter anvendes, alt efter hvad der er relevant, såvel PDF-filen og Inline XBRL-filen som de indeholdte xHTML- og XBRL-filer og anden relevant information.
Stk. 4. Såfremt oplysningerne, jf. nr. 1-4, er indeholdt i de indberettede regnskabsdokumenter, skal Erhvervsstyrelsen videresende regnskabsdokumenterne til det fælles europæiske adgangspunkt (ESAP), der er oprettet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et fælles europæisk adgangspunkt, som giver centraliseret adgang til offentligt tilgængelige oplysninger med relevans for finansielle tjenesteydelser, kapitalmarkeder og bæredygtighed. Følgende oplysninger skal videresendes til det fælles europæiske adgangspunkt (ESAP): 1) Oplysninger om årsrapporter og årsberetninger for arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, som omhandlet i firmapensionskasseloven. 2) Oplysninger om årsberetninger for hvert regnskabsår og halvårsberetninger, der dækker de første seks måneder af regnskabsåret for investeringsforvaltningsselskaber, som omhandlet i lov om finansiel virksomhed og UCITS, som omhandlet i lov om investeringsforeninger. 3) Hvis virksomheden udarbejder bæredygtighedsrapportering, konsolideret bæredygtighedsrapportering eller bæredygtighedsrapport: a) Ledelsesberetningen eller den konsoliderede ledelsesberetning, herunder for begge beretninger de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer. b) Årsrapporten, herunder et eventuelt koncernregnskab. c) Revisionspåtegningen. d) Erklæringen om bæredygtighedsrapportering, hvis virksomheden udarbejder bæredygtighedsrapportering. e) Bæredygtighedsrapporterne vedrørende dattervirksomheder og filialer af tredjelandsvirksomheder, der skal udarbejde en bæredygtighedsrapport på vegne af den øverste modervirksomhed eller en udenlandsk virksomhed, der ikke er underlagt lovgivningen i et EU/EØS-land, og den tilhørende erklæring om bæredygtighedsrapportering, jf. § 177, stk. 1, og § 178, stk. 1, i bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. og § 170, stk. 1, og § 171, stk. 1, i bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, hvis virksomheden udarbejder bæredygtighedsrapport. f) Eventuelle erklæringer fra dattervirksomheder og filialer af tredjelandsvirksomheder, der skal udarbejde en bæredygtighedsrapport på vegne af den øverste modervirksomhed eller en udenlandsk virksomhed, der ikke er underlagt lovgivningen i et EU/EØS-land, om at den udenlandske virksomhed eller den øverste modervirksomhed ikke har efterkommet en anmodning om nødvendige oplysninger til brug for udarbejdelsen af en bæredygtighedsrapport, jf. § 177, stk. 4, 2. pkt., og § 178, stk. 5, 2. pkt., i bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, m.fl. og § 170, stk. 3, og § 171, stk. 3, i bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. g) En eventuel beretning om betalinger til myndigheder eller den konsoliderede beretning om betalinger til myndigheder, jf. § 153 i bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. og § 145 i bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. 4) Oplysninger om finansielle konglomeraters juridiske, ledelsesmæssige og organisatoriske struktur som en del af årsrapporten, og som omhandlet i hhv. lov om finansiel virksomhed og lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v.