BEK 910/2025 ст. 12
Tilskud
Studietidstilskuddene fastsættes som 5,56 pct. af årets aktivitetstilskud ganget en studietidsfaktor.
Stk. 2. Studietidsfaktoren beregnes ud fra dimittenders gennemsnitlige studietid på den enkelte institution sammenlignet med et målopfyldelsestal for overskridelsen af den normerede studietid således: 1) Hvis den gennemsnitlige faktiske studietid medfører en overskridelse af den normerede studietid, der er under målopfyldelsestallet, er faktoren 1. 2) For hver måned den gennemsnitlige faktiske studietid er over målopfyldelsestallet, reduceres faktoren med 1/9. 3) Hvis den gennemsnitlige faktiske studietid medfører en overskridelse af den normerede studietid, der er 9 måneder over målopfyldelsestallet, er faktoren 0.
Stk. 3. Målopfyldelsestallet for overskridelsen af normeret studietid er fastsat til 3 måneder plus et beregnet institutionsspecifikt tillæg. Tillægget er fastsat ud fra antallet af dimittender, der under uddannelsen har fået henholdsvis ekstra klip efter SU-lovens § 19, stk. 1 eller 3, eller stipendium som tillæg efter SU-lovens § 17, stk. 3.
Stk. 4. Beregningen af studietidsfaktoren er baseret på dimittenderne fra perioden 1. oktober 3 år forud for finansåret til 30. september 2 år forud for finansåret.