BEK 906/2025 · Bekendtgørelse om valg af medlemmer til provstiudvalg og stiftsråd
BEK 906/2025 ст. 15
Valg af menighedsrepræsentanter til provstiudvalg
Afstemningen skal foretages i et menighedsrådsmøde. Medlemmer, der er forhindret i at være til stede i dette møde, kan ikke afgive stemme. Har et medlem forfald, skal stedfortræderen indkaldes. Tiden for mødets afholdelse fastsættes af formanden, således at stemmesedlerne kan være valgbestyrelsen i hænde senest mandag den 20. oktober 2025 kl. 16.00.
Stk. 2. På menighedsrådsmødet omdeler formanden for menighedsrådet en stemmeseddel med tilhørende konvolut til hvert medlem.
Stk. 3. Afstemningen sker ved at mærke stemmesedlen med et kryds enten ud for listebetegnelse (listens nummer) eller ud for navnet på den kandidat, der ønskes valgt. På stemmesedlen må kun anføres dette ene kryds. Der må ikke anføres ord, tal eller andet, fx underskrift, der kan give stemmesedlen særpræg. Kommer et menighedsrådsmedlem uforvarende til at afmærke sin stemmeseddel forkert eller beskadige den, kan vedkommende mod aflevering af den få udleveret en ny stemmeseddel. Den tilbageleverede stemmeseddel skal af formanden opbevares og tilbagesendes til valgbestyrelsen sammen med de øvrige stemmesedler, men adskilt fra disse.
Stk. 4. Når stemmesedlen er afkrydset, lægges den i den udleverede konvolut, som afleveres til formanden. Et medlem af menighedsrådet, der ikke ønsker at stemme, lægger den blanke stemmeseddel i konvolutten.
Stk. 5. Tilbagesendelse af stemmesedlerne til valgbestyrelsen skal ske umiddelbart efter afstemningen. Menighedsrådets formand skal oplyse antallet af de fra valgbestyrelsen modtagne stemmesedler samt antallet af benyttede og ombyttede stemmesedler.
Stk. 6. Stemmesedler, der fremkommer til valgbestyrelsen efter mandag den 20. oktober 2025 kl. 16.00, kommer ikke i betragtning.