BEK 870/2025 · Bekendtgørelse om ansøgning, elevfordeling og optagelse på de gymnasiale uddannelser
BEK 870/2025 ст. 17
Procedure ved optagelse af ansøgere
Den institution, der efter § 16 har reserveret en foreløbig plads til en ansøger, afgør, så snart det fornødne grundlag foreligger, om ansøgeren kan optages på den uddannelse, som den foreløbige plads vedrører.
Stk. 2. Hvis ansøgeren ikke senest otte dage før afholdelse af optagelsesprøve har fået reserveret en foreløbig plads, afgør den højst prioriterede institution, om ansøgeren kan optages på uddannelsen.
Stk. 3. Hvis ansøgeren ikke har fået reserveret en foreløbig plads på en institution, herunder i tilfælde, hvor ansøgeren har søgt om optagelse efter den 1. marts klokken 12:00 (middag), afgør den relevante af nedenstående institutioner hurtigst muligt, om ansøgeren kan optages på uddannelsen: 1) Den institution, som regionsrådet i medfør af § 11 k i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. har fordelt ansøgeren til. 2) Den institution, ansøgeren ønsker at skifte til, jf. § 14 i lov om de gymnasiale uddannelser, hvis ansøgeren har afgivet ønske om at skifte institution eller afdeling. 3) Den højst prioriterede institution, som vil kunne have plads til ansøgeren, hvis ansøgeren søger om optagelse efter første hele uge af november. 4) Den højest prioriterede private institution for gymnasiale uddannelser, som ansøgeren søger om optagelse på.