BEK 855/2025 ст. 19
Høringer m.v.
For at sikre offentlighedens og berørte myndigheders effektive deltagelse i miljøkonsekvensvurderingen af et projekt, jf. § 4, skal Trafikstyrelsen tidligt i miljøkonsekvensvurderingen og senest, så snart oplysningerne med rimelighed kan gives, stille oplysningerne nævnt i stk. 2, til rådighed for offentligheden og berørte myndigheder.
Stk. 2. De oplysninger, som Trafikstyrelsen skal stille til rådighed, jf. stk. 1, er følgende: 1) Ansøgningen om tilladelse, jf. § 5. 2) At projektet er underkastet en miljøkonsekvensvurdering, og hvis relevant, at § 20 finder anvendelse. 3) At Trafikstyrelsen skal træffe afgørelse efter § 21, stk. 1. 4) Oplysninger om hvorfra der kan indhentes relevante oplysninger, og hvortil bemærkninger eller spørgsmål kan rettes, og nærmere oplysninger om fristerne for fremsendelse af bemærkninger eller spørgsmål. 5) Oplysninger om karakteren af eventuelle afgørelser eller udkast til afgørelse, hvis et sådant foreligger, og efter hvilken lov afgørelsen skal træffes. 6) Oplysninger om hvorvidt de miljøoplysninger, der er indhentet af bygherren eller Trafikstyrelsen til brug for sagens behandling, er til rådighed for offentligheden. 7) Oplysninger om hvornår, hvor og hvordan relevante oplysninger stilles til rådighed. 8) Oplysninger om hvilke foranstaltninger der er eller vil blive truffet med henblik på offentlighedens deltagelse i miljøkonsekvensvurderingen. 9) Miljøkonsekvensrapporten, jf. § 10, udtalelsen om afgrænsning af miljøkonsekvensrapportens indhold, jf. § 9, resultatet af høringerne, jf. stk. 4, og indhentede oplysninger, jf. § 10, stk. 9, 2. pkt. 10) Eventuelle supplerende oplysninger, herunder de vigtigste rapporter og anbefalinger m.v., som myndigheden har modtaget. 11) Andre end de oplysningerne, der er nævnt i nr. 1-10, som er relevante for afgørelsen efter § 21, stk. 1.
Stk. 3. Trafikstyrelsen skal foretage høring af berørte myndigheder, inden styrelsen træffer screeningsafgørelse efter § 7, stk. 1. Trafikstyrelsen fastsætter en passende frist på mindst 30 dage for høringen, som giver myndighederne mulighed for at forberede sig og opnå en reel deltagelse i processen.
Stk. 4. Trafikstyrelsen skal foretage høring af berørte myndigheder, inden styrelsen afgiver udtalelse efter § 9. Trafikstyrelsen fastsætter en passende frist for høringen på mindst 14 dage, som giver myndighederne mulighed for at forberede sig og opnå en reel deltagelse i processen.
Stk. 5. Trafikstyrelsen skal efter gennemgang af miljøkonsekvensrapporten sende denne, ansøgningen og eventuelle supplerende oplysninger i høring med henblik på at give berørte myndigheder og offentlig- heden mulighed for at fremsætte bemærkninger, før der træffes afgørelse om administrativ tilladelse. Trafikstyrelsen fastsætter en passende frist for fremsættelse af bemærkninger til miljøkonsekvensrapporten, dog mindst 30 dage, som giver myndighederne og offentligheden mulighed for at forberede sig og opnå en reel deltagelse i processen. Fristen skal fremgå af høringen.
Stk. 6. Ved projekter, hvor der meddeles tilladelse ved anlægslov, sender Trafikstyrelsen miljøkonsekvensrapporten og eventuelle supplerende oplysninger i høring med henblik på at give berørte myndigheder og offentligheden mulighed for at fremsætte bemærkninger, før vedtagelse af anlægsloven, jf. dog § 4, stk. 3. Trafikstyrelsen fastsætter en passende frist for fremsættelse af bemærkninger til miljøkonsekvensrapporten, dog mindst 30 dage, som giver myndighederne og offentligheden mulighed for at forberede sig og opnå en reel deltagelse i processen. Fristen skal fremgå af høringen.
Stk. 7. I de tilfælde, hvor høringer efter stk. 5 og 6 er afsluttet og der opstår behov for at gennemføre en supplerende miljøkonsekvensvurdering, kan høringen over en supplerende miljøkonsekvensrapport ske med en passende høringsfrist på mindst 30 dage, som giver myndigheden og offentligheden mulighed for at forberede sig og opnå en reel deltagelse i processen.
Stk. 8. Trafikstyrelsen udpeger de berørte myndigheder, der skal ske høring af efter stk. 3-7 for det enkelte projekt.