BEK 678/2025 · Bekendtgørelse om folkeskolens prøver
BEK 678/2025 ст. 7
Adgang til prøve
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet meddeler skolens leder, hvilke prøvefag der er udtrukket for skolens elever, jf. folkeskolelovens § 14, stk. 2, medio februar forud for prøveterminen maj-juni og ultimo oktober forud for prøveterminen december-januar.
Stk. 2. Oplysninger om udtrækket er fortrolige, indtil de offentliggøres af skolens leder, jf. stk. 5. Skolens leder må inden offentliggørelsen udelukkende dele oplysninger om udtræk af prøvefag med skolens administrative personale og prøveansvarlige, jf. stk. 3, og kun i det omfang, det er nødvendigt for tilrettelæggelsen af prøveafholdelsen. Oplysningerne må desuden deles i nødvendigt omfang med skoleledere, prøveansvarlige og censorer fra andre skoler i forbindelse med planlægning af mundtlig censur.
Stk. 3. Skolens leder kan udpege en eller flere ansatte til at foranstalte afholdelse af folkeskolens prøver efter gældende regler.
Stk. 4. Personer, der har modtaget eller uretmæssigt fået kendskab til oplysninger om udtrækket, er med hensyn til disse oplysninger undergivet tavshedspligt frem til offentliggørelsen af prøverne efter stk. 5, jf. straffelovens §§ 152-152 f.
Stk. 5. Skolens leder offentliggør udtræksprøven for lærere og elever fem skoledage, før den skriftlige prøvetermin påbegynder.