Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

BEK 678/2025 · Bekendtgørelse om folkeskolens prøver

BEK 678/2025 ст. 67

Klager i forbindelse med prøver

ДействуетОфициальный текст

Klager over forhold ved folkeskolens prøver indgives af eleven eller forældremyndighedens indehaver til skolens leder. Klagen kan vedrøre prøveforløbet, herunder eksaminators og censors dispositioner, og bedømmelse af prøven.

Stk. 2. Klagen indgives senest to uger efter, at bedømmelsen eller afgørelsen er meddelt eleven. I beregningen af fristen indgår juli måned ikke.

Stk. 3. Skolens leder træffer afgørelse om, hvorvidt klagen skal fremmes eller afvises som åbenbart grundløs. Afvisning af en klage skal være skriftlig og begrundet. Fremmes klagen, og vedrører denne bedømmelsen eller eksaminators og censors dispositioner, forelægger skolens leder klagen for eksaminator og censor eller ved skriftlige prøver for den beskikkede censor, der inden for en frist på to uger skal afgive en udtalelse. Lederen kan bestemme, at bedømmerne kan få en længere frist. I beregningen af fristen indgår juli måned ikke.

Stk. 4. Skolens leder skal give klageren lejlighed til at komme med eventuelle bemærkninger til bedømmernes udtalelser inden for en frist på normalt 1 uge.

Stk. 5. Skolens leder træffer én af følgende afgørelser: 1) Tilbud om ombedømmelse af prøven. 2) Tilbud om omprøve. 3) At klageren ikke får medhold.

Stk. 6. Skolens leder kan kun træffe afgørelse om ombedømmelse eller omprøve, når der foreligger omstændigheder, der giver anledning til berettiget tvivl om bedømmelsen.

Stk. 7. Ved afgørelse om omprøve efter stk. 5, nr. 2, skal skolens leder sikre, at prøven aflægges snarest muligt.

Stk. 8. Ombedømmelse eller omprøve i medfør af stk. 5, nr. 1-2, kan resultere i en lavere karakter.

Stk. 9. Hvis klagen resulterer i en ændret karakter, og hvis der er udstedt bevis, skal skolens leder sørge for, at beviset inddrages, og at der udstedes et nyt bevis.