BEK 676/2025 ст. 3
Bestyrelsen skal under hensyntagen til virksomhedens størrelse og organisation samt omfanget og kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter identificere andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.
Stk. 2. Ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 127, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed, er ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.
Stk. 3. Ansatte i firmapensionskasser, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 36, stk. 2, i lov om firmapensionskasser, er ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på firmapensionskassens risikoprofil.
Stk. 4. Andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, er som udgangspunkt 1) lederen af en kontrolfunktion, 2) den interne revisionschef, 3) den ansvarshavende aktuar, 4) lederen af forsikringsområdet og lederne af enheder under forsikringsområdet, 5) lederen af reassurance og 6) lederen af investeringsområdet.
Stk. 5. Andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, er som udgangspunkt endvidere ansatte, der opfylder et eller flere af følgende kriterier, medmindre den ansatte efter en konkret vurdering ikke har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil: 1) Den ansatte blev tildelt en samlet aflønning svarende til 500.000 euro eller derover i det foregående regnskabsår. 2) Den ansatte er blandt de 0,3 pct. af virksomhedens ansatte, oprundet til nærmeste hele tal, der blev tildelt den højeste samlede aflønning i virksomheden i det foregående regnskabsår.