BEK 676/2025 ст. 10
Et gruppe 2-forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirksomhed, der ikke har et gruppe 1-forsikringsselskab som datterselskab, og en firmapensionskasse skal i forbindelse med vedtagelsen og gennemførelsen af lønpolitikken sikre følgende: 1) Lønpolitikken og -praksis indføres, gennemføres og opretholdes i overensstemmelse med gruppe 2-forsikringsselskabets, forsikringsholdingvirksomhedens og firmapensionskassens forretnings- og risikostyringsstrategi, risikoprofil, mål og risikostyringspraksis samt deres langsigtede interesser og resultater som helhed, ligesom den skal omfatte tiltag til at forhindre interessekonflikter. 2) Lønpolitikken fremmer god og effektiv risikostyring og tilskynder ikke til risikotagning, som overstiger gruppe 2-forsikringsselskabets, forsikringsholdingvirksomhedens og firmapensionskassens risikotolerancegrænser. 3) Lønpolitikken finder anvendelse på gruppe 2-forsikringsselskabet, forsikringsholdingvirksomheden og firmapensionskassen som helhed og indeholder specifikke ordninger, som tager højde for opgaver og resultater for medlemmer af bestyrelsen og direktionen samt andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på gruppe 2-forsikringsselskabets, forsikringsholdingvirksomhedens eller firmapensionskassens risikoprofil. 4) Gruppe 2-forsikringsselskabets, forsikringsholdingvirksomhedens og firmapensionskassens bestyrelse fastlægger de generelle principper for lønpolitikken for ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, og er ansvarlig for at overvåge gennemførelsen deraf. 5) Der er en klar, gennemsigtig og effektiv ledelse med hensyn til aflønning, herunder tilsyn med lønpolitikken. 6) Der nedsættes et uafhængigt aflønningsudvalg, hvis det er relevant i forhold til gruppe 2-forsikringsselskabets, forsikringsholdingvirksomhedens eller firmapensionskassens størrelse og interne organisation, med henblik på periodisk at bistå bestyrelsen med at overvåge, hvordan lønpolitik og -praksis er opbygget, gennemføres og anvendes. 7) Lønpolitikken formidles til alle ansatte i gruppe 2-forsikringsselskabet, i forsikringsholdingvirksomheden og i firmapensionskassen.
Stk. 2. De specifikke ordninger, der er omhandlet i stk. 1, nr. 3, skal opfylde følgende: 1) Omfatter aflønningsordningerne både faste og variable løndele, skal der være en passende balance mellem faste og variable løndele, så den faste løndel udgør en andel af den samlede aflønning, der er tilstrækkelig høj til, at de ansatte ikke bliver for afhængige af de variable løndele, samt til at gøre det muligt at føre en helt igennem fleksibel bonuspolitik, herunder eventuelt helt at undlade at udbetale variable løndele. 2) Er aflønningen resultatafhængig, fastsættes den samlede aflønning på grundlag af en kombineret vurdering af den enkelte ansattes og den pågældende afdelings resultater og de samlede resultater for gruppe 2-forsikringsselskabet, forsikringsholdingvirksomheden, firmapensionskassen eller den koncern, som virksomheden indgår i. 3) Betalingen af en væsentlig del af den variable løndel skal, uanset i hvilken form den skal udbetales, omfatte en fleksibel, udskudt løndel, som tager højde for gruppe 2-forsikringsselskabets, forsikringsholdingvirksomhedens eller firmapensionskassens virksomhedsart og tidshorisont. Udskydelsesperioden skal være mindst tre år og tilpasses gruppe 2-forsikringsselskabets, forsikringsholdingvirksomhedens eller firmapensionskassens virksomhed og risici samt de pågældende ansattes aktiviteter. 4) Der skal tages hensyn til såvel finansielle som ikke-finansielle kriterier i vurderingen af en ansats resultater. 5) Resultatmålingen, som danner grundlag for den variable aflønning, omfatter en nedjustering for eksponering mod aktuelle og fremtidige risici, hvor der tages hensyn til gruppe 2-forsikringsselskabets, forsikringsholdingvirksomhedens og firmapensionskassens risikoprofil og kapitalomkostninger. 6) Fratrædelsesgodtgørelse skal baseres på den ansattes resultater i hele ansættelsesperioden og være udformet på en måde, hvor det sikres, at fejl ikke belønnes. 7) De personer, der er omfattet af lønpolitikken, skal forpligte sig til ikke at benytte personlige afdækningsstrategier eller løn- og ansvarsrelaterede forsikringer til at undergrave de risikotilpasningsvirkninger, der er indbygget i deres aflønningsvilkår. 8) Hvis gruppe 2-forsikringsselskabets, forsikringsholdingvirksomhedens eller firmapensionskassens aflønning af en ansat, der udfører arbejde i forbindelse med virksomhedens kontrolfunktioner, indeholder en variabel løndel, må den variable løndel ikke være afhængig af resultatet i den afdeling, som den ansatte fører kontrol med.
Stk. 3. Lønpolitikken skal udformes under hensyntagen til gruppe 2-forsikringsselskabets, forsikringsholdingvirksomhedens eller firmapensionskassens interne organisation og til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med virksomheden.