BEK 663/2025 · Bekendtgørelse om registrering af køretøjer
BEK 663/2025 ст. 93
Kriterier for autorisation som nummerpladeoperatør
Skatteforvaltningen bestemmer på baggrund af virksomhedstype, efterspørgsel, geografisk dækning m.v., hvilke typer af nummerplader, en autoriseret nummerpladeoperatør skal have på lager. Hvis de bestemte nummerpladetyper findes som såvel EU-nummerplade som neutral nummerplade, skal operatøren have begge typer på lager.
Stk. 2. Skatteforvaltningen kan efter den autoriserede nummerpladeoperatørs anmodning ændre hvilke typer af nummerplader, denne skal have på lager, hvis særlige grunde taler herfor.
Stk. 3. Skatteforvaltningen bestemmer, hvor mange nummerplader af de enkelte typer, nummerpladeoperatøren skal have på lager.
Stk. 4. En nummerpladeoperatørs betaling for nummerplader forfalder ved leveringen, jf. dog stk. 5. Nummerpladeoperatører kan få refunderet betalingen for en nummerplade, der udleveres uden betaling efter lov om registrering af køretøjer § 8, stk. 2.
Stk. 5. Skatteforvaltningen kan stille nummerplader gratis til rådighed for nummerpladeoperatører, der er godkendt af Færdselsstyrelsen til at syne køretøjer, hvis operatøren indvilliger i at foretage alle typer af indregistreringer, jf. dog § 38, stk. 2. Selvom en nummerpladeoperatør efter 1. pkt. indvilliger i at foretage alle typer af indregistreringer, kan Skatteforvaltningen bestemme, at dette ikke skal gælde nummerplader omfattet af § 76. I de tilfælde, Skatteforvaltningen stiller nummerplader gratis til rådighed, forfalder betalingen for en nummerplade den dag, hvor et køretøj registreres i Køretøjsregisteret med det pågældende registreringsnummer, eller en nummerplade i øvrigt udtages fra lageret. Der skal ikke ske betaling, hvis udleveringen er omfattet af lov om registrering af køretøjer § 8, stk. 2.