Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

BEK 624/2025 · Bekendtgørelse om eksamener og prøver ved professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser

BEK 624/2025 ст. 51

Udstedelse af bevis m.v.

ДействуетОфициальный текст

Uddannelsesinstitutionen udsteder bevis for gennemført uddannelse, jf. stk. 2.

Stk. 2. Beviset udfærdiges på dansk, jf. dog stk. 3. Beviset skal som minimum angive 1) den færdiguddannedes navn og cpr. nr. eller anden tilsvarende entydig identifikation, 2) den udstedende myndighed, 3) uddannelsens betegnelse på dansk og engelsk, samt hjemmel, 4) uddannelsens samlede normering angivet i ECTS-point, 5) de uddannelseselementer, der indgår i uddannelsen, der er aflagt eksamen i, eller som på anden vis er dokumenteret, med angivelse af omfang i ECTS-point, 6) meritoverførte eksamener og prøver, 7) eksaminationssproget, hvis eksamen eller prøven er aflagt på et fremmedsprog, 8) de opnåede karakterer efter 7-trinsskalaen samt det tilsvarende bogstav efter ECTS-skalaen og eventuelt samlet eksamensresultat, og 9) den betegnelse, som uddannelsen giver den færdiguddannede ret til, på dansk og engelsk.

Stk. 3. Som bilag til beviset for videregående uddannelse udsteder institutionen et engelsksproget Diploma Supplement, der i overensstemmelse med den af Europakommissionen, Europarådet og UNESCO udviklede standardmodel beskriver uddannelsen samt giver oplysninger om institutionen og om dennes og uddannelsens placering i det danske uddannelsessystem.

Stk. 4. Beviset må ikke indeholde oplysninger om særlige vilkår eller om studiestartsprøven.

Stk. 5. De regler, som er fastsat om eksamensbeviser i bekendtgørelse om talentinitiativer for videregående uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (talentbekendtgørelsen), gælder tillige for studerende, der har deltaget i ekstra uddannelsesinitiativer for talentfulde studerende.

Stk. 6. Samlet bevis for en uddannelse, der er gennemført ved flere institutioner, udstedes af den institution, hvor den studerende sidst er indskrevet.

Stk. 7. Den færdiguddannede har ret til på begæring at få sit eksamensbevis udfærdiget på engelsk.